Simon Pytlick afslører flere detaljer: – Jeg er kommet grædende hjem

LÆS OGSÅ: Pludselig var Mikkel Hansen der
- Da jeg var yngre, fik jeg rigtig mange kommentarer om, at den eneste grund til at jeg kunne være med på noget godt hold, var, fordi mit efternavn var "Pytlick", og at jeg ikke skulle regne med at blive til noget.
- Jeg oplevede også voksne mennesker stå og råbe det af mig, da jeg var yngre.
Sådan lød det fra Simon Pytlick tidligere på måneden til SE og HØR.
Dagen efter sejren over Spanien sætter Pytlick atter flere ord på ungdommens drillerier, som tog hårdt på en ung knægt.
Derfor havde han også mange samtaler med forældrene, Berit Bogetoft og Jan Pytlick, dengang.
- Jeg kan ikke selv huske det, men mine forældre fortæller mig også i dag, at jeg er kommet grædende hjem og fortalt om situationerne, og jeg var ulykkelig over, at folk kunne finde på at sige sådan nogle ting.
- Det er noget, som de har hjulpet mig med, men noget som de nok også var klar over godt kunne ske.
Som han selv nævner, er det ikke fordi, at han helt kan huske de svære samtaler med håndboldforældrene, men det er nogle samtaler, som far Jan og mor Berit ikke glemmer.
- Hvad jeg har kunnet høre på dem, har jeg været virkelig ulykkelig over det i mine yngre dage, men jeg tænker overhovedet ikke mere over det i dag.
Så du har ikke en ”haha i tog fejl”-følelse over for dig voksne?
- Nej, der tror jeg simpelthen, at jeg er et større menneske end at gå og tænke over det.
Og mon ikke, at der er en voksen eller to derude i stuerne, som hepper på Pytlick og resten og landsholdet og den dag i dag skammer sig over, at de har mobbet en ung Simon Pytlick.
Næste gang, at han igen har mulighed for at understrege, at de tog fejl, da de sagde, at han ikke var god nok, er mandag aften, hvor det gælder Tyskland i Jyske Bank Boxen.