Voksne "mobbede" Simon Pytlick: Du bliver ikke til noget!

LÆS OGSÅ: Simon Pytlick savnede sin far: - Min mor er en helt
- Det påvirker mig ikke rigtig længere. Men det gjorde det, da jeg var yngre. Da jeg var 11-12 år, blev jeg faktisk drillet med mit efternavn, når jeg var til håndbold.
Sådan lyder det fra Simon Pytlick, da han i et interviews Håndboldherrernes Instagram bliver spurgt ind til, hvordan hans efternavn har påvirket ham.
Simon Pytlick er som bekendt søn af den tidligere kvindehåndboldlandstræner Jan Pytlick.

Af samme årsag blev navnet tidligt i landsholdsstjernens liv et våben mod ham selv.
Han blev slet og ret beskyldt for at være en "Nepo Baby", inden udtrykket nødvendigvis vandt rigtig indpas i populærkulturen - i hvert fald ikke på Sydfyn.
Og det kunne altså til tider godt blive smågrimt.
- Da jeg var yngre, fik jeg rigtig mange kommentarer om, at den eneste grund til at jeg kunne være med på noget godt hold, var, fordi mit efternavn var "Pytlick", og at jeg ikke skulle regne med at blive til noget, fortæller Simon Pytlick til SE og HØR.
- Jeg oplevede også voksne mennesker stå og råbe det af mig, da jeg var yngre.

Som karrieren begyndte at tage fart, lærte han at bruge kritikken og de mange tilråb til noget positivt.
Men det tog sin tid.
- Det var noget, der tog hårdt på en ung knægt, men jeg er også blevet hærdet lidt af det. Det har også gjort noget godt for min måde at agere på i min seniorkarriere.
Simon Pytlick bærer i øvrigt også sin mor Berit Bogetofts efternavn.
Hun kan så også prale af at have spillet på landsholdet, så der var ikke nødvendigvis noget at gemme sig bag der.
Men så er det godt, at der på ingen måde er noget at gemme sig for.
Pytlick er nemlig ikke bare navnet på en tidligere dansk succeslandstræner.
Det er også navnet på en af verdens bedste håndboldspillere netop nu.