Annonce
Dine penge4 timer siden (opd. 3 timer siden)

Tryg skovler penge ind: Betaler du også for meget for din forsikring?

Tryg fik et overskud før skat på 7,2 milliarder kroner sidste år. Det er godt 900 millioner bedre end i 2024 - spørgsmålet er nu, om kunderne har valgt det forkerte selskab og betaler for meget for deres forsikring?
Johan Kirstein Brammer, der er koncerndirektør i Tryg, glæder sig over endnu et meget fedt år for hans firma.
Johan Kirstein Brammer, der er koncerndirektør i Tryg, glæder sig over endnu et meget fedt år for hans firma.
 Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Annonce

LÆS OGSÅ: Betaler 44 millioner kroner til prins Joachim - Tryg-boss er den stenrige køber

Selv om Tryg i 2025 udbetalte erstatning og udbedrede skader for 26,2 milliarder kroner, så var der alligevel et pænt milliardbeløb tilbage på bundlinjen, efter at alle regninger var betalt.

Forsikringskoncernen har torsdag offentliggjort sit årsregnskab, og det viser et resultat før skat på 7,2 milliarder kroner.

Overskuddet er dermed godt 900 millioner kroner mere, end man opnåede i 2024.

Resultatet er ifølge Tryg hovedsageligt drevet af fremgang i Norge og Sverige, mens den danske forretning ligger på niveau med tidligere.

Omsætningsvæksten lød i 2025 på 3,8 procent blandt andet som følge af højere præmier.

Annonce

Men administrerende direktør Johan Kirstein Brammer siger, at selskabet vil forsøge at holde præmierne i ro i år.

- Vi står et rigtig godt sted, og langt størstedelen af vores kunder vil ikke modtage en prisvarsling i den kommende tid, siger han i forbindelse med regnskabet.

Er du malkeko for din forsikring?

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er der en klar forklaring på de mange milliarder, som forsikringsselskaber som Tryg skovler ind i overskud: Mange kunder betaler ganske enkelt for meget, især de loyale.

En analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser således, at loyalitet i forsikringsbranchen ofte straffes med højere priser.

Bliver du hængende år efter år uden at stille spørgsmål, risikerer du at blive en del af selskabernes stabile overskudsforretning.

Sådan undgår du at blive malkeko:

  • Indhent flere tilbud – også selv om du er “tilfreds”. Det er ofte først dér, prisen falder.
  • Brug din loyalitet aktivt: Ring og forhandl. Mange får rabat, hvis de truer med at skifte.
  • Tjek aftaler via bank eller fagforening, som kan give markant lavere præmier.
  • Se på dækningen – ikke kun prisen, så du ikke sparer dig fattig ved en skade.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Investeringsresultatet - som viser, hvor godt Tryg har forvaltet sin formue - viser et plus på 778 millioner kroner mod 911 millioner kroner sidste år.

Annonce

Omkostningsprocenten faldt fra 13,5 procent til 13,4 procent, og den såkaldte combined ratio - der viser forholdet mellem driftsudgifter og præmieindtægter - faldt fra 81,7 procent til 80,3 procent.

Aktionærerne kommer også til at mærke de gode tider. Trygs bestyrelse foreslår - i lighed med de foregående tre kvartaler i 2025 - at udlodde 2,05 kroner per aktie i udbuddet.

Annonce

Samtidig vil selskabet iværksætte et aktietilbagekøbsprogram, hvor man opkøber egne aktier på én milliard kroner den kommende tid.

Aktietilbagekøb betyder indirekte, at aktionærernes aktier bliver mere værd, fordi de får et større ejerskab af virksomheden uden at skulle investere flere penge.

Annonce

Sponsoreret indhold