Ekspert: Gavmild Forsikring-reklame brød loven

Gavmild Forsikring, hvor kommunalvalgskandidat og tidligere håndboldspiller Joachim Boldsen er partner, annoncerer på Instagram med budskabet om, at de i gennemsnit sparer nye kunder for 3.200 kroner om året.
Annoncen er opsat i samme skrifttype og farver, som hvis der var tale om en artikel fra TV 2. Det er i strid med markedsføringsloven, vurderer Heidi Højmark Helveg, advokat med speciale i markedsføringsret, over for RADIO IIII:
- Jeg vurderer, at man forsøger at fremstille annoncen, som om den er en artikel. Det er vildledende og skaber et indtryk af, at det er noget, andre siger om dem – og ikke bare en reklame. Jeg vurderer, at det er i strid med markedsføringsloven.
RADIO IIII har forelagt kritikken for Joachim Boldsen, som er partner i forsikringsselskabet og stiller op til kommunalvalget for Konservative i Hørsholm Kommune. Han har dog ingen kommentarer til opsætningen af annoncen.
Da RADIO IIII gjorde TV 2 opmærksom på Gavmild Forsikrings annonce, svarede mediehuset skriftligt:
- Vi mener, der er tale om snyltning i strid med markedsføringsloven, idet deres brug af grafik kan forveksles med den, vi bruger på TV2.dk.
Gavmild Forsikring ønsker ikke at medvirke i et interview hos RADIO IIII, men sender følgende skriftlige svar:
- Vi har tidligere i dag fået en henvendelse fra TV 2 om, at de ønsker, vi ændrer farverne i en annonce. Det reagerede vi naturligvis på med det samme og har bekræftet over for TV 2, at farverne er ændret. Vi har ikke yderligere kommentarer.