
Kirsten Birgit klippet ud: Nu reagerer Lasse Rimmer

LÆS OGSÅ: Lars Løkke reagerer efter TV 2-censur af Kirsten Birgit
Lasse Rimmer reagerer nu på den krig, som Rasmus Bruun og Frederik Cilius er landet i mod TV 2.
De to kendte satirikere skulle lørdag have medvirket i TV 2 Charlie-programmet "Året der gak", hvor sidstnævnte i karakteren Kirsten Birgit Schøtz Kretz Hørsholm skulle have grillet Lars Løkke Rasmussen i en såkaldt "roast".
I sidste øjeblik blev de dog droppet, fordi tv-stationen var bekymrede for, om deres jokes om udenrigsministerens alkoholvaner var for grove.
I stedet blev Lasse Rimmer hentet ind i sidste øjeblik - og nu sætter han ord på hele affæren.
I et skriv på Facebook sent onsdag aften fortæller komikeren, at han blev tilbudt jobbet med et døgns varsel.

- Lad mig lette arbejdet for journalister og medier, der har ringet forgæves i dag, indleder han sit opslag, før han fortæller, at han intet fik at vide om, hvem han afløste eller årsagen til, der overhovedet skulle bruges en afløser.
Lasse Rimmer slår videre fast, at han ikke blev begrænset af TV 2, hvad angår hans jokes om Lars Løkke.
- Ingen på programproduktionen ønskede eller forlangte at læse min tekst igennem før optagelserne, ligesom jeg på ingen måde blev bedt om at holde igen eller sløve roast-kniven. Og jeg holdt bestemt ikke igen.
- Jeg blev altså under ingen omstændigheder hyret med det konkrete opdrag at levere en tammere roast end den, som jeg senere har forstået, at jeg afløste. Sådan et opdrag ville jeg i øvrigt have takket pænt nej til.
Det var Frihedsbrevet, der afslørede, at Frederik Cilius og Rasmus Bruun ikke skulle roaste udenrigsministeren alligevel.
Det skyldes, at TV 2 var bekymrede for en række grovkornede vittigheder om Lars Løkke Rasmussens drukvaner, da de frygtede, at de kunne være injurierende, hvorfor de bad om at få dem taget ud af roasten.
Dette ville Frederik Cilius dog ikke gå med til, og derfor ophørte samarbejdet.
RADIO IIII har siden spurgt Lars Løkke Rasmussen, om han selv mener, at jokes omkring hans forhold til alkohol er over grænsen.
- Jeg var ikke bekendt med indholdet af Kirsten Birgits jokes, lyder det i et skriftligt svar.
- Men jeg var bekendt med, at hen skulle riste mig. Det har jeg ingen problemer med overhovedet. Da jeg ikke er praktiserende jurist for nuværende, så vil jeg ikke kaste mig ud i at vurdere lovligheden af de nævnte jokes.
- Men jeg har aldrig taget mig selv så alvorligt, at jeg ikke kan tåle satire. Tværtimod, så er det at kunne grine lidt af sig selv et karaktertræk, som jeg værdsætter.
