
TV 2 trækker stikket: Kirsten Birgit klippet ud – joke om Løkke var for meget

SENESTE: Lars Løkke reagerer efter TV 2-censur af Kirsten Birgit
LÆS OGSÅ: Frederik Cilius er blevet far igen - afslører navnet
Kirsten Birgit er pist væk, når TV 2 Charlie i weekenden sender "Året, der gak".
Satirefiguren, spillet af Frederik Cilius, var ellers hyret til at levere en skarp roast af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Men i sidste øjeblik valgte TV 2 at skære hele indslaget væk, kan Frihedsbrevet i dag afsløre.
Årsagen? En joke om Løkkes forhold til alkohol.
Oprindeligt var både Frederik Cilius og Rasmus Bruun inviteret til at medvirke i programmet, og ifølge dem selv havde de fået frihed til at gå til stålet, også selvom det ville være groft. Men da manuskriptet ramte TV 2’s jurister, ændrede tonen sig markant.
Især én passage udløste panik på tv-stationen. Her skulle Kirsten Birgit have sagt:
"Alle i Herredet siger, at Lars Løkke drikker. Men ingen siger hvorfor … fanden, han ikke er død af druk endnu!"
TV 2 krævede pludselig, at referencer til alkohol blev fjernet helt, da det kunne være injurierende. Ifølge Frederik Cilius blev det dråben:
- Det ender med, at jeg skriver – dagen før optagelse – at så kommer vi ikke.
- Vi kan ikke stå med kunstnerisk integritet og roaste ham i seks minutter uden at nævne, at manden har et ry for at drikke for meget, siger han til Frihedsbrevet.
Ironisk nok viste det sig, at alkoholjokes alligevel dukkede op i programmets trailer, hvor Lasse Rimmer gør sig morsom om Lars Løkke på netop det punkt. Det fik Cilius til at undre sig:
- Så kokser min hjerne ligesom sammen.
TV 2 fastholder dog, at beslutningen handlede om ansvarlighed. Redaktør Mads Volck udtaler, at satire ikke er fritaget for presseetiske hensyn, og at passagen blev fjernet af både redaktionelle og juridiske grunde.
