
Pernille Rosendahl om "X Factor"-tiden: Det var ikke særlig kønt

LÆS OGSÅ: Dansk kendis afslører - fik en depression
Det havde i tre år været det største show på tv, da Pernille Rosendahl i 2009 fik et opkald om, at hun var i kikkerten som ny dommer i "X Factor", der dengang blev sendt på DR.
Først afviste hun ideen - men blev hurtigt overtalt til at skifte mening. Tre sæsoner fik hun i den varme stol, og vandt de to af gangene det hele.
Men undervejs gjorde hun sig nogle observationer om konceptet, som hun nu deler i sin nye bog, "Lille Kæmper".
- Det er ikke deltagerne, der er hovedpersoner. Deres håb, drømme og talent har betydning, men det er ikke det vigtigste. Det er os. Dommerne er hovedpersonerne. Det er vores konkurrence, vores skænderier, vores dramaer uge efter uge, der er afgørende for, at det bliver rigtig godt tv, forklarer Swan Lee-forsangeren.

Undervejs hjalp hun selv til med underholdningen - blandt andet i et særligt ondt skænderi med Thomas Blachman under en liveudsendelse.
- Min meltdown er en reaktion på en uge med rigtig dårlig stemning på settet. Unge deltagere, der bryder grædende sammen, når vi dommere igen kaster os ud i voldsomme skænderier, husker Rosendahl, der havde troet, at hendes energi skulle bruges på at coache og vejlede deltagerne, men som altså blev klogere.

Efter sin første sæson gik Pernille med til at fortsætte i dommerrollen.
- Jeg beder om at få det samme i løn som mine to dommerkollegaer. Det får jeg ikke. Jeg er dårlig til at sige stop i tide. Og bliver bedre til at spille spillet, som man siger i reality-tv, skriver sanglærken i sin bog, hvor hun tager et kritisk blik på sin egen rolle:
- Jeg prøver at være den voksne for en masse deltagere, men jeg opfører mig selv som et barn på scenen. Det er ikke særlig kønt, skriver hun i "Lille Kæmper".

For et par år siden, da Sofie Linde stoppede som vært på sangkonkurrencen, foreslog Pernille Rosendahl da også, at det nok var tid til helt at slukke for konceptet, der har kørt på dansk tv lige siden 2007.
- "X Factor" sælger en drøm om, at du kan skyde genvej.
- Det kan du ikke, afslutter hun da også kapitlet om tiden på DR-showet i bogen "Lille Kæmper", der udkom mandag, og hvor hun fortæller om alle op- og nedturene i hendes imponerende musikkarriere.
