Tinus var en skuffelse for mor: - Fik aldrig hendes kærlighed

LÆS OGSÅ: Tinus' tyrkiske tænder - helt ad helvedes til

Allerede før fødslen blev han valgt fra af sin biologiske far.

Hans mor drømte ganske vist om at få en søn, men ikke lige sådan en søn som ham.

Tinus de Schunard elskede allerede som barn alt, der glimter og at skabe ting med sine hænder.

Da han som 10-årig fik sin første symaskine i julegave af mormor og morfar, fik alle Barbie-dukker og bamser ny garderobe og Tinus en passion for livet.

På væggene hang plakater af Brad Pitt og ikke af Pamela Anderson.

Han var ikke en rigtig dreng i sin mors øjne. Han var en kæmpe skuffelse.

I skolen havde det også omkostninger at være Tinus. Han var jaget vildt i frikvartererne, hvor drengene holdt hans hoved under vand i fontænen eller spærrede ham inde i skraldecontaineren.

Da han skiftede skole, var det pludselig pigerne, som var efter ham.

De sad i timerne og filede deres negle spidse og sagde: “Bare vent, til det ringer ud”. Og så gik de ellers efter øjnene, fortæller Tinus.

Han har skrevet bogen “Libertinus” om sin opvækst med sin utilnærmelige mor og sin albanske far, som viste sig at være stedfar, men også om at klare sig ud af mørket og finde den kærlighed, han altid har higet efter, inde i sig selv.

Derhjemme var der ingen kære mor eller bred skulder at græde ud ved.

Hans mor afskyede fysisk kontakt, så det var ikke i hendes favn, han fandt trøst. Opmuntrende ord eller vejledning i livet, var der heller ikke noget af.

Som 11-årig og 13-årig ridsede han sit håndled til blods i et desperat forsøg på at få hendes opmærksomhed, men lige lidt hjalp det.

Det var ikke et alvorligt forsøg på at tage sig selv af dage, understreger han.

– Jeg har altid elsket livet, selv om det har været noget af det pureste lort, meget af det. Men jeg gjorde det, fordi jeg havde brug for at ruske op i min familie. For at mærke, om jeg betød noget for dem. Om de ville savne mig, hvis jeg ikke var her mere.

For voksne Tinus er det bizart at tænke tilbage på.

– Hvor desperat skal man være som barn, hvis man prøver at fake et selvmordsforsøg for at få noget kærlighed ud af sin mor? Jeg har både prøvet at sige det med ord, jeg har prøvet at tude, jeg har prøvet at råbe.

Men når der står en mor, der bare ser til. Hvad fanden gør man så?

Fandt sit fællesskab

I 10. klasse fik Tinus øjnene op for teaterverdenen og fandt et fællesskab.

– Jeg følte, at jeg røg ned i en bunke med mennesker, der brændte for det samme som mig. Alle os, de andre ikke måtte lege med, og som blev tabt på gulvet som børn – de var samlet lige på den ene skole.

Vi tog på turnéer rundt i landet, og jeg fik lov til at koreografere noget, og jeg lærte at lægge makeup i en tourbus. Det var det, jeg manglede, men jeg vidste det bare ikke.

Han flyttede hjemmefra, fik en rolle i en musical på Gladsaxe Teater, og siden så han sig aldrig tilbage.

Et godt forhold til sin mor, nåede Tinus dog aldrig at få.

Tværtimod.

I takt med, at han blev ældre, fjernede hun sig mere og mere fra ham.

– Jeg kunne ikke gøre noget uanset, hvordan jeg greb det an. Jo klogere og jo mere kærlig jeg blev i alt det der, des farligere blev jeg for hende.

Jeg blev et spejl på hendes stilstand og alle de følelser og fejltrin, hun gemte væk.

Da Tinus var 21, begik hun selvmord. I mange år skammede han sig over det faktum, at hendes død var en lettelse for ham.

I dag har han fundet en moderfigur i veninden Lykke Lise, som giver ham den moderlige omsorg, han altid har manglet.