
Caroline Fleming trækker sig: Overlader Caolin-ansvaret til Frederik Kølle

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til jonas.sand@sh.dk
LÆS OGSÅ: Caroline Fleming og Frederik Kølle i vild nedtur: Har mistet millioner
Caroline Fleming er tilsyneladende færdig i ledelsen af skønhedsklinikken Caolin.
I hvert fald er hun netop - med virkning fra 5. november - fratrådt bestyrelsen af Caolin ApS, hvor hun ellers har siddet siden stiftelsen af firmaet, ligesom hun samme dato er stoppet som både bestyrelsesmedlem og direktør af FredCaro Group ApS, som ejer førstnævnte selskab.
Det fremgår af det offentlige virksomhedsregister.
Dermed er hendes kæreste og partner, Frederik Kølle, alene tilbage i direktionen for begge selskaber, mens Caolin også har en bestyrelsen bestående af en række andre personer.
Men altså ikke længere Caroline Fleming, selvom hun stadig på hjemmesiden fremstår som klinikkens kreative direktør.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra hende og parrets presseansvarlige, Elisa Lykke, men ingen er endnu vendt tilbage med en forklaring.
Det vides derfor ikke, hvad årsagen til ændringerne er, eller om det får nogen konkret betydning for den daglige drift.
Bragende underskud
Caroline Fleming er fortsat medejer af begge selskaber, da hun ejer godt en fjerdedel af FredCaro Group ApS, som fik nye medejere ind tidligere i år - heriblandt Cecilie Ingdal, der er chefredaktør og medejer hos Elle samt en del af Copenhagen Fashion Week.
Det skete, efter der skulle spyttes flere penge i kassen af virksomheden efter et bragende underskud på mere end 8,7 millioner kroner.
Et underskud, der dog ifølge parret var helt forventet og et resultat af store investeringer i opstarten af klinikken, som man kan følge i Viaplay-serien "Caroline & Dr. Kølle".
50-årige Caroline Fleming og den tre år yngre Frederik Kølle stod frem som kærester i 2024.
