Pusle Helmuth udiagnosticeret med ADHD: – Jeg har altid følt mig lidt anderledes

LÆS OGSÅ: Afslører: Hun var mit livs kærlighed
”Jeg tror ikk’, jeg passer i deres små kasser” synger URO i hittet ”Føles Godt”.
Og lige netop de ord var en af årsagerne til, at Pusle Helmuth besluttede, at hun og Damian Czarnecki skulle danse til UROs hit i andet liveshow i ”Vild med dans”.
I introen inden dansen fortalte Pusle, at hun har udiagnosticeret ADHD, og efter afgørelsen satte hun over for SE og HØR mere ord på den kommentar.
- Jeg har altid følt mig lidt anderledes og følt mig lidt for meget. Dermed ikke sagt, at jeg har følt, at jeg var mere end nogen andre. Men fra jeg var helt lille, har jeg følt, at jeg var anderledes.
- Jeg spiser ikke særlig pænt. Jeg afbryder folk. Jeg flytter rundt på mine møbler hver tredje måned. Jeg har nogle ting, der gør, at jeg tænker, at jeg måske ikke er helt normal. Men hvad er normal? Normaliteten kan vi altid diskutere.
Skuespilleren kender flere, der har ADHD, og det er særligt som voksen, at hun har tænkt, at hun da snart må blive voksen og opføre sig sådan.
- Men så har jeg tænkt, at det nok har noget at gøre med, at jeg har en lille udiagnosticeret ting.
Foruden ADHD, har Pusle også OCD, og det kom også til syne under afgørelsen sidste fredag.
- Jeg har en ting med, at jeg skal samle ting op fra gulvet, for ellers sker der forfærdelige ting. Og lige foran os, ligger der en kæmpe orange fjer fra Camilla Ottesens kjole, og jeg stod og kiggede på den.
- Men tænk en gang, Damian redder mig og går direkte op og samler den orange fjer op. Han kender mig så godt allerede.
Det er måske ikke alle kendisser, som føler for at fortælle om de ting, som de døjer med.
Pusle Helmuth er dog ikke i tvivl om, hvorfor hun finder det vigtigt at stå frem og fortælle sin historie.
- Der kan være mange mennesker, der tænker: ”Ej, hvorfor er jeg sådan? Jeg tør ikke tale om det”. Der er nogle, der bliver deprimeret over det og virkelig får det skidt af det. Åben dog op omkring det. Snak om det.