
Milliongevinst efter lynsalg: Lasse Spang Olsen sælger lejlighed

LÆS OGSÅ: Lasse Spang Olsen i nye problemer med Skat
Det gik stærkt.
Lasse Spang Olsen har solgt sin lejlighed på Nørrebro, som ikke nåede at være lang tid på markedet, før køberen slog til.
Midt i september satte han den 43 kvadratmeter lille lejlighed til salg, og der gik ikke mange dage, før der var sat underskrifter på skødet.
I tinglysningen kan man læse, at parterne indgik aftale om handlen 18. september, hvor køberen fik forhandlet et lille afslag hjem.
Den 60-årige stuntmand og filminstruktør ville nemlig have 3.395.000 kroner for den lille lejlighed, som han dog accepterede at sælge med en rabat på 45.000 kroner.
Der er dog formentlig også en lille gevinst tilovers for Lasse Spang Olsen, der selv købte lejlighed for 1.975.000 kroner i oktober 2020.
Fra gevinsten på 1.375.000 kroner skal der dog fratrækkes eventuelle udgifter til renoveringer og lignende, som den danske kendis kan have haft i løbet af ejerskabet.
Af mæglerens annonce på sociale medier fremgår det, at lejligheden med to værelser er fra 1886, mens den senest er moderniseret i 2005.
Havde Skat på nakken
SE og HØR har tidligere omtalt lejligheden ad flere omgange, da skattemyndighederne slog til for at sikre en gæld, som Lasse Spang Olsen ifølge dem havde til statskassen.
Dengang kunne vi fortælle, at Skat mente at have 394.599 kroner til gode hos den danske stuntkoordinator og filmskaber, som de derfor havde taget udlæg for i lejligheden i 2022.
Året efter kunne SE og HØR fortælle, at Skat havde slettet udlægget på knap 400.000 kroner - men i stedet fået tinglyst et nyt udlæg på 172.521 kroner.
I dag er Lasse Spang Olsen og skattemyndighederne tilsyneladende på god fod igen.
I hvert fald er der ingen tinglyste udlæg i lejligheden eller de to andre boliger, som han ejer, viser SE og HØRs gennemgang af disse.
Den nye køber overtager officielt lejligheden 15. oktober.

Lasse Spang Olsen er privat sammen med Laura Drasbæk. De mødtes i 2004 til optagelserne på "Den gode strømer", og syv år senere, i 2011, stod skuespilleren og filminstruktøren frem som par.
Men efter lidt mere end seks år som par, gik Laura Drasbæk og Lasse Spang Olsen fra hinanden i begyndelsen af 2018.
I 2022 kunne Laura og Lasse fortælle, at de havde fundet sammen igen, og denne gang er det til døden skiller dem.
Sammen købte de for et år siden et sommerhus.
