
Danske kvinder sender "lovestorm" til norsk tv-stjerne: - Jeg får nogle dejlige beskeder

LÆS OGSÅ: Hot håndværker - hun kan alt selv
Hvis man lever op til mottoet om, at "man skal huske at spise hjemme, men godt kan få appetit ud", så har den norske tv-stjerne Einar Nilsson i den grad tallerkenen fuld for tiden.
For den 61-årige tv-profil, der herhjemme er kendt fra TV 2-programmet "Nyt liv i gamle huse", får en helt særlig opmærksomhed fra sine kvindelige danske seere, afslører han over for Dagbladet.
- Jeg får nogle dejlige beskeder fra danske kvinder, siger Einar med et stort grin.
Og den folkekære håndværker er rørt over al den opmærksomhed, han får. Også selvom han er godt smedet sammen med Line Frøyland, 60.

De har været sammen i 32 år og har tre børn sammen.
- Danskerne skriver lidt anderledes end os nordmænd, så jeg får meldinger om, at jeg er "dejlig", og at de nyder "mit skønne selskab på tv".
- Det virker næsten, som om flere af dem har et godt øje til mig. Jeg føler mig som "hot stuff", altså. Og det smigrer mig!
Einar har i over to årtier været hele Norges yndlingshåndværker, helt som nu afdøde Flemming Leth blev kendt i Danmark.
Og når han ikke er på skærmen, er det Bergen, der er hans faste base.
En af døtrene bor i øvrigt i København, og Einar overvejer nu, om det måske kan føre til endnu flere møder med danske fans.
- Jeg håber jo næsten, at nogen omringer mig på gaden og roser både mig og programmet, siger han med et glimt i øjet.
