
Nu afslører Thomas, hvad han skjuler for Mette i "Gift ved første blik"

LÆS OGSÅ: Derfor har Thomas fra "Gift ved første blik" aldrig fået børn
Sirligt går Thomas Clausen rundt med sin lille nøgle og låser flere værelser i huset af, inden hans hustru, Mette Overmark, flytter ind hos ham i "Gift ved første blik".
Her må hun ikke snage, lyder det.
Og det pirker godt og grundigt til Mette Overmarks udforskertrang.
Da husbonden er ude at gå med hunden, ser hun derfor endelig sit snit til trodsigt at kigge i et af de forbudte rum.
Noget, Thomas først har fundet ud af nu, hvor han har set afsnittet, fortæller han SE og HØR.
- Der gik ikke længe, før jeg fandt ud af, hvor nysgerrig Mette er. Jeg synes selv, jeg er nysgerrig, men jeg kan ikke hamle op med Mettes niveau. Så det var sjovt at drille hende en lille smule og holde noget skjult for hende - det vidste jeg, hun slet ikke kunne klare, forklarer han.
- Derfor sørgede jeg for at skjule ekstraordinært meget derhjemme.
Ifølge Thomas er der to grunde til, at han låser rummene af.
- Det er både for at drille, men det er også, fordi der roder. Hvis jeg skal bruge tid på at sætte tingene i orden derinde, så er det spild af tid. Tid, som jeg hellere vil bruge på de projekter, jeg har gang i.
Men hvad er det, Mette ikke må se i sin mands hjem?
- Der er ikke noget videre interessant i de der værelser. Det er bare opmagasinering og byggematerialer. Så det er ikke noget helt vildt, superspændende og interessant, siger Thomas.

Det er den omfattende renovering af hele huset, der skaber masser af rod i hjemmet.
- Nogle gange må man lige kaste tingene ind i et rum, hvis man har hænderne fulde.
I programmet fortæller Mette, at hun synes, det er megairriterende, at der er steder, Thomas låser af.
- Jeg bliver provokeret af det, siger hun og kalder det "superlatterligt".
- Når jeg kender hende og ved, hvor nysgerrig hun er, så forstår jeg det godt, siger Thomas til SE og HØR.
Er du bange for, at Mette ser, at du roder?
- Jeg er ligeglad med, hvad andre tænker. Det er mere, hvad jeg selv har lyst til at vise. Jeg har ikke behov for at vise rod frem. Der er gang nok i ting derhjemme til, at jeg ikke synes, det er superfedt at have folk på besøg. Der er gang i mange projekter, og det fylder meget og roder meget, og det begrænset lidt, hvor man kan bevæge sig.
Mette understreger flere gange, at hun er ligeglad med, at Thomas roder. Men han vil stadig afholde hende fra at se det.
- Det er udelukkende i forhold til mig selv, og hvordan jeg har det. Og der synes jeg bare ikke, det er fedt at invitere folk indenfor, hvis der er rodet.
