Kendte18 timer siden

Jørgen Leth kæmpede med helbredet

Den legendariske Tour de France-kommentator havde de seneste år store udfordringer med helbredet
Jørgen Leth havde svært ved at holde sig på benene til slut.
Jørgen Leth havde svært ved at holde sig på benene til slut.
 Foto: Martin Høien

Jørgen Leth er gået bort, oplyser familien mandag aften.

Forfatteren og filmskaberen blev 88 år. Og selv om han var åndsfrisk og arbejdsom til det sidste, drillede fysikken gevaldigt de sidste år af hans liv.

Det fortalte han uden omsvøb, da han i forfjor udgav bogen "Sidste udkald for rejsende".

Væske i hjernen gjorde filmskaberen svimmel, og det resulterede i flere fald med bekymrede børn til følge.

Et af faldene beskrev han i bogen som ganske dramatisk.

– Jeg skulle på toilettet, og så havde jeg taget en dyne med, fordi jeg ikke ville fryse. Og en pude. Det lyder helt vanvittigt, men sådan var det.

– Jeg skulle også bære en tallerken mad ud, som jeg havde fået bragt, så den tog jeg med på vejen. Så gik jeg hen ad gangen, hen ad trægulvet. Men der er høje dørtrin, og så falder jeg, da jeg passerer et af dem. Og smadrer tallerkenen.

Jørgen var ude af stand til selv at komme op, og telefonen lå ydermere uden for rækkevidde på skrivebordet, så han kunne ikke ringe efter hjælp. Han fik først krabbet sig tilbage i soveværelset, men sengen var for høj.

Takket være hjælpemidler og hjælpsomme børn kom Jørgen Leth stadig ud og omkring til trods for sine fysiske udfordringer.
Takket være hjælpemidler og hjælpsomme børn kom Jørgen Leth stadig ud og omkring til trods for sine fysiske udfordringer.
 Foto: Lars H. Laursen

Bagefter forsøgte han sig på sønnen Asgers værelse i håbet om, at hans seng var lav nok til, at han kan møve sig op i den, men det var umuligt, og Jørgen faldt i søvn på gulvet i Asgers værelse.

Tidligere samme år ramte Magnum-elskeren forsiderne af alle landets aviser efter et andet fald, som endte i en indlæggelse på Bispebjerg Hospital.

I bogen beskrev forfatter Jakob Kvist detaljerne omkring det dramatiske fald.

– Jørgen er faldet igen, denne gang på toilettet. Det skete vistnok fredag aften, og han lå i sit eget pis derude helt frem til lørdag middag. Han havde glemt at tage sin alarm på.

Efterfølgende måtte han igennem endnu en operation i hjernen. I 2019 fik han indopereret en shunt, som skal dræne ophobet væske i hjernen, da det giver gangbesvær.

Operationen gav Jørgen optimismen tilbage, men selv om trykket i hjernen var lettet, blev poeten ved med at falde.

Et skævt fortov resulterede i endnu et fald med forstuvet håndled, skader på knæ og en flækket læbe til følge.

Hans fire børn Asger, Karoline, Tomas og Kristian forsøgte at overtale ham til at flytte på plejehjem, men forgæves.

Da SE og HØR mødte Jørgen Leth i januar, fortalte han, at han stadig var frisk nok til at komme ud og omkring, men at eventyrene krævede hjælp fra hans søn.

- Jeg går ikke så godt. Jeg har problemer med at gå. Men jeg kommer stadigvæk afsted. Det er svært, men jeg får hjælp. Specielt af min søn, som støtter mig, når jeg går, fortalte Jørgen om sønnen Asger.

Udover Asger efterlader han sig børnene Karoline, Tomas og Kristian.

Sponsoreret indhold