Kendte24. september 2025

DR klapper i efter beskyldninger om overgreb mod Jonatan Spang

Public service-mediet har ikke lyst til at sige mere om fyringen af Jonatan Spang, efter "Tæt på sandheden"-værten selv brød tavsheden onsdag formiddag
Jonatan Spang er helt færdig på "Tæt på sandheden".
Jonatan Spang er helt færdig på "Tæt på sandheden".
 Foto: Birger Storm

LÆS OGSÅ: Stor mystik: Jonatan Spang er helt væk

Tirsdag smed DR en mindre bombe, da det blev meldt ud, at Jonatan Spang var fortid på "Tæt på sandheden", som han både har været vært og producent på.

DR ønskede dog ikke at gå i detaljer med fyringen, men onsdag kom forklaringen så fra Jonatan Spang selv.

Her fortalte han på Instagram, at han for 16 år siden havde et kort forhold til en 15-årig pige, og umiddelbart efter kunne Berlingske så fortælle i detaljer, hvordan pigen i dag beskylder ham for et voldsomt overgreb.

Selv afviser Spang beskyldningerne om overgreb, men DR tog altså alligevel konsekvensen og fyrede ham.

Kort om Jonatan Spang-sagen

Jonatan Spang, 47, er komiker, skuespiller og i dag tidligere vært på DRs satireprogram "Tæt på sandheden" siden 2017.

Han anklages nu for grooming og seksuelt overgreb mod en 15-årig pige i 2009, hvor Spang selv var 31 år og direktør på Nørrebro Teater.

Den i dag 32-årige kvinde henvendte sig til DR i juni 2025 og fortalte om forløbet. DR konfronterede Spang, som afviser overgreb, men erkender, at han “burde have handlet mere ansvarligt” og ikke burde have haft en relation til en mindreårig.

23. september 2025 meddelte DR, at Jonatan Spang ikke længere kan fortsætte som vært på "Tæt på sandheden". Programmets fremtid er uafklaret.

Spang afviser som nævnt overgrebsanklagen, men beklager og undskylder sin adfærd. Han har nu trukket sig fra offentligheden og søgt professionel hjælp.

Grooming blev først strafbart i 2023, men anklagen om seksuelt overgreb i 2009 kan fortsat være aktuel at efterforske og måske retsforsølge, da forældelsesfristen i denne type af sager blev ophævet med tilbagevirkende kraft i 2018.

Kilde: Berlingske og opslag fra Jonatan Spang

DR ønsker dog ikke at sige mere om sagen. Sådan lyder det onsdag i en mail til SE og HØR fra Lasse Bastkjær Jensen, direktør for publicering og brugere.

"Vi kan ikke kommentere på et fortroligt samarbejdsforhold og vores løbende drøftelser med vores samarbejdspartnere inden for vores programvirksomhed," lyder mailen fra DR-direktøren, som fortsætter:

"DR kan dog oplyse, at DR har besluttet, at Jonatan Spang ikke fortsætter som vært på ’Tæt på Sandheden’. Jonatan Spang har i dag selv kommenteret offentligt på situationen. DR har ikke yderligere kommentarer."

SE og HØR har spurgt, om episoden med den dengang 15-årige pige er den eneste årsag til fyringen, eller om der også er andre årsager, ligesom vi har spurgt DR, hvorfor man ikke allerede tog konsekvensen og stoppede samarbejdet, da man først blev bekendte med sagen i juni.

Men det ønsker de altså ikke at svare på.

Udskød sæson

Kort efter DR i juni gjorde Jonatan Spang bekendt med beskyldningerne, fortalte han selv 31. juli, at havde havde valgt at udskyde "Tæt på sandheden" på ubestemt tid.

'Det er halvandet år siden, at jeg blev skilt, og alt er desværre ikke faldet på plads endnu. Jeg kom igennem sidste sæson af 'Tæt På Sandheden', men var ikke tilfreds med min egen indsats og havde troet, at sommeren kunne bringe ro og give fornyet energi, men det er desværre ikke sket. Derfor har jeg set mig nødsaget til at udskyde sæson 14 indtil videre," lød det dengang til Ekstra Bladet.

På daværende tidspunkt var både Spang og DR bekendte med pigens beskyldninger mod ham, men først tirsdag kom det altså frem, at DR havde valgte at stoppe samarbejdet.

Det bekræftede DR over for Berlingske og Ekstra Bladet uden altså at blive konkrete om årsagen.

Det kom frem onsdag, da Jonatan Spang lagde et opslag på Instagram.

- Som de fleste af jer ved, har DR valgt at afskedige mig som vært på "Tæt på sandheden," startede komikeren opslaget.

- Det skyldes, at jeg for 16 år siden, da jeg var 31 år, havde et venskabeligt forhold samt en kortvarig intim relation til en dengang 15-årig pige. Hun har nu beskyldt mig for et overgreb begået dengang, skrev han.

I opslaget understregede han, at han ikke kunne genkende beskyldningerne om overgreb, men han erkendte, at relationen under alle omstændigheder var forkert.

SE og HØR har talt med den dengang 15-årige pige, som ikke giver meget for hans undskyldning eller forklaring. Det kan du læse herunder:

SE og HØR har været i kontakt med Jonatan Spangs presseansvarlige, som meddeler, at de på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer.

Sponsoreret indhold