Simon Stenspil deler nyt om øjet: I store smerter efter trompetsammenstød

LÆS OGSÅ: Ny instruktør klar: Her er Linda Ps afløser på Tivolirevyen
Det har været alt andet end problemfrit at være Simon Stenspil de sidste tre uger.
I slutningen af august vågnede han op med en skygge på det ene øje, som blev større i løbet af dagen.
En nethindeløsning på højre øje betød, at ”Vild med dans”-vinderen skulle akutopereres, og en uges tid efter kunne han fortælle på Instagram, at operationen var gået godt.
Der var dog et lille men, da Stenspils tryk i øjet var forhøjet.
Til det efterfølgende kontroltjek var trykket heldigvis faldet, men til gengæld var der tegn på infektion i øjet, og derfor frygtede Simon Stenspil, at han skulle opereres igen.
Nu er der atter nyt fra ”Badehotellet”-kendissen, som giver en ny opdatering på Instagram.
Og her lægger han ud med at fortælle de gode nyheder.
- Mange dage er gået i limboland og heldigvis er jeg sluppet for yderligere operationer. Binyrebarkhormon dryppet 12 gange dagligt durk i øjet fjernede heldigvis inflammationen.
Det har dog ikke kun været positivt at få dryppet øjet så mange gange dagligt.
- Men har så øget trykket i øjet igen, hvilket gør, at jeg har haft megamange smerter i 14 dage. Men jeg holder gerne smerterne ud, så længe jeg slipper for en operation mere.
Leg med Ziggy Bob gik galt
I opslaget fortæller skuespilleren, at han i løbet af den sidste tid har fået både hænder, dubloklodser, fjernstyrede biler og musikinstrumenter i hovedet, når han har leget med sønnen Ziggy Bob og datteren Lula Lotus.
Og særligt en episode med Ziggy Bob har sendt Simon Stenspil i smerter.
- Specielt trompeten, der blev svinget i en lykkerus af Ziggy, som bare gerne ville vække sine forældre med en serenade, kunne ikke have siddet mere præcist end i det opererede øje. Er du vimmer det gjorde NAS.
- Slaget resulterede i, at gasboblen, der holder min nethinde på plads, har splittet sig i tre, hvilket ifølge lægerne heldigvis ikke er farligt – kun hammerirriterende at kigge ud af.