Brian Mark Hansen stopper på Michelin-restauranten Søllerød Kro

LÆS OGSÅ: Søllerød Kro deler mindeord: - Jan døde alt for tidligt
Ved udgangen af 2025 er en æra slut for den danske topkok Brian Mark Hansen.
For efter 12 år på Michelin-restauranten Søllerød Kro stopper han nemlig som køkkenchef.
Det oplyser Søllerød Kro i et Instagram-opslag.
"Det er med stor taknemmelighed og en smule vemod, at jeg har valgt at stoppe som køkkenchef på Søllerød Kro. At have fået lov til at være en del af Kroen i de seneste 12 år har været en gave,” udtaler Brian Mark Hansen og fortsætter: ”Jeg har oplevet og lært en masse – både fagligt og menneskeligt – og jeg vil altid bære stolthed over at have været med til at fastholde og udbygge Kroens position i toppen af dansk gastronomi," skriver de i opslaget.
For blot en uge siden kunne Søllerød Kro stolt i et Instagram-opslag fortælle, at Brian Mark Hansen kunne fejre 12 års jubilæum på restauranten.
Dengang skrev de, at de håbede, "at Brian stadig havde masser af år i sig på Kroen".
”Jeg skylder en meget stor tak til Kroens ejerskab, mine kollegaer og naturligvis Kroens gæster for det samarbejde, den tillid og den støtte, jeg har mødt hver eneste dag,” siger Brian Mark Hansen i det nyeste opslag på Søllerød Kros Instagram-profil, hvor de annoncerer, at han stopper ved udgangen af 2025.
I 2023 vandt han kokkenes svar på VM, Bocuse d'Or, og siden har der været fuld fart på.
"Der sker nok heller ikke noget ved at stoppe lidt op og trække vejret. Der har været fuld fart på de seneste år, hvor min førsteplads til Bocuse d’Or i 2023 har også givet mig mange oplevelser,” siger han.
Kroens ejer, Michael Jordan, takker Brian Mark Hansen for de 12 år på Søllerød Kro. Han forstår den tidligere køkkenchefs beslutning.
"Brian var en ganske ung mand, da han overtog ansvaret i køkkenet, men han har gennem alle årene formået at balancere mellem fornyelse og respekten for Kroens lange historie – og det har vi virkelig værdsat. Vi har fuld forståelse for, at Brian ønsker at prøve sine kræfter af et andet sted, og vi ved, at han har evnerne til at gå hele vejen til tre stjerner,” siger Michael Jordan.
"Søllerød Kro gør nu klar til at finde sin næste køkkenchef, som sammen med holdet af dygtige kolleger skal sætte sit præg på køkkenet – samtidig med at vise forståelse for Kroens lange historie og særlige position. Vi er stolte af at være bærere af denne tradition og ser frem til, at vores nye køkkenchef kan indgå i “søllerøddernes” team og bidrage med fornyelse og samtidig sikre kontinuitet for Kroen," slutter ejeren.