Kendte4 timer siden

Søllerød Kro deler mindeord: - Jan døde alt for tidligt

Jan Restorff nåede at have flere roller på Søllerød Kro, inden han døde. Nu sætter den nordsjællandske kro på tabet
Restaurantchef på Søllerød Kro, Jan Restorff, er gået bort.
Restaurantchef på Søllerød Kro, Jan Restorff, er gået bort.
 Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Restaurantchef Jan Restorff er gået bort

Mandag kom den triste melding, at Jan Restorff er gået bort i en alder af 57 år.

Jan Restorff var i mere end to årtier en stjerne i dansk gastronomi, og han har siden 1999 haft flere roller på Søllerød Kro, hvor han satte nye standarder for service og gæsternes oplevelse.

Nu deler nordsjællandske kro et rørende mindeord.

- Det er med stor sorg, at vi på vegne af hele Søllerød Kro meddeler, at Jan Restorff er gået bort efter længere tids sygdom.

- Siden sin tiltrædelse som restaurantchef i 1999 har Jan tegnet og udviklet Søllerød Kro til det sted, som det er i dag; en restaurant, hvor den gode betjening og gæstens velvære altid har været det absolut primære fokus. I kroens knap 350 år lange levetid har ingen person markeret sig på samme vis, som Jan Restorff gjorde det gennem sine mere end 26 år som restaurantchef, lyder det.

Jan Restorff blev af mange betragtet som en central nøglefigur, og på Søllerød Kro var han både et idol og en fantastisk chef.

- Jan Restorff var et idol for alle i branchen – en person, hvis hjertevarme karakter og store professionalisme mange har stræbt efter i deres egen dygtiggørelse. For os siger det også alt, at White Guide for år tilbage ganske enkelt omdøbte årets servicepris til ”Årets Jan Restorff” – han kunne trods alt ikke vinde prisen hvert år.

- I stedet for fik han lov til at uddele den – altid med sit jordbundne færøske gemyt, som alle blev mødt med. Jan døde alt for tidligt – men han opnåede meget mere, end de fleste af os når på et normalt liv.

- Gennem årene var Jan en fantastisk chef for sine medarbejdere. I en branche, hvor mange ofte skifter arbejdsplads, er det ikke nogen tilfældighed, at så mange medarbejdere efter endt uddannelse aldrig har forladt Kroen eller hurtigt er kommet tilbage igen.

- Jan var en person, man konstant kunne lære af såvel som støtte sig til, når det var det, der var behov for, lyder det videre.

Restaurantchefen døde søndag på Frederiksberg Hospice efter en længere kamp mod kræft.

Men selv om han ikke længere er iblandt os, vil han fortsat være til stede i ånden på kroen.

- Søllerød Kro skal nu leve videre uden Jan Restorff – og så alligevel ikke. Fysisk vil han ikke længere være til stede, men åndeligt vil han aldrig nogensinde forlade os. Hans sans og passion for den gode serviceoplevelse lever videre i hver en krog af denne gamle kro, og den vil vi værne om til evig tid.

- Vi sender vores kondolencer, medfølelse og kærligste tanker til hele Jans familie.

Det er ikke kun Søllerød Kro, der har sat ord på dødsfaldet. Flere danske kendisser har nemlig delt deres sorg over tabet af Jan Restorff.

Det kan du læse meget mere om i artiklen HER.

Sponsoreret indhold