Nyheder9 timer siden

Morten Messerschmidt raser mod DR-vært Maria Yde - og klapper i

Dansk Folkeparti-formanden går til angreb på nyhedsværten. DR afviser problem, men Morten Messerschmidt fastholder sit opslag, som han dog ikke ønsker at tale om
Morten Messerschmidt gider ikke snakke mere om sagen, han selv har startet.
Morten Messerschmidt gider ikke snakke mere om sagen, han selv har startet.
 Foto: Søren Jul Lamberth

LÆS OGSÅ: Medie: Så meget har DR-bossen Sandy French brugt på at køre med taxa

"Undskyld mig! Sidder nyhedsoplæseren på skattefinansierede Danmarks Radio med et islamisk symbol om halsen her?"

Sådan lød det søndag aften fra Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, i et opslag på Facebook, hvor han har delt et billede af public service-mediets nyhedsvært Maria Yde, som bærer en halskæde med en måne og en stjerne.

Opslaget har fået mange tusinde reaktioner og masser af delinger, hvor folk både bakker op om Morten Messerschmidt, mens mange andre dog også går i rette med ham og påstår, at det intet har med islam at gøre.

Det var dette opslag, Morten Messerschmidt søndag aften lagde på Facebook.
Det var dette opslag, Morten Messerschmidt søndag aften lagde på Facebook.
 Foto: Screendump/Facebook

Og DR hører i den sidste gruppe.

Det viser et skriftligt svar sendt til Ekstra Bladet og SE og HØR, hvor de understreger, at der intet religiøst er i det.

"Det er korrekt, at Maria Yde havde en halskæde på under en nyhedsudsendelse i sidste uge. Det er en gave, hun har fået af sin mand købt i en modebutik på Østerbro med en stjerne, en måne og to runde diamanter lavet af et amerikansk smykkefirma," lyder svaret fra Marie Buss, ledende redaktionschef for TV i DR Nyheder.

"Den type smykkedesign er vist et meget klassisk og bredt udbredt motiv, og Maria Ydes kæde har ikke anden symbolsk betydning, end at det er en kærlighedsgave fra hendes mand. Det er helt uproblematisk."

Maria Yde har ikke reageret på SE og HØRs henvendelse.
Maria Yde har ikke reageret på SE og HØRs henvendelse.
 Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Klapper i

SE og HØR har været i kontakt med kommunikationschefen for Dansk Folkeparti, Asger Juhl.

Her er meldingen, at Morten Messerschmidt ikke ønsker at kommentere opslaget eller DR's svar, udover det der står i opslaget.

I kommentarfeltet kan man læse, at han knap fem timer efter det oprindelige opslag havde mere at sige om sagen.

"Islams symboler vinder frem. Hvorfor har jeg aldrig set en dr-journalist med et dagmarkors?" kommenterede han således opslaget sent søndag aften.

Nogle timer efter det oprindelige opslag fik Morten Messerschmidt lyst til at sætte yderligere ord på sagen.
Nogle timer efter det oprindelige opslag fik Morten Messerschmidt lyst til at sætte yderligere ord på sagen.
 Foto: Screendump/Facebook

I 2017 slog både DR og TV 2 over for Kristeligt Dagblad fast, at religiøse symboler - for eksempel tørklæder og kors - ikke er noget, nyhedsværter må have på.

I dag fastholder public service-mediet, at nyhedsværterne skal være neutrale.

"Det er noget, vi løbende er i dialog med vores værter om, og vi har stor tillid til dem på området – også når det gælder smykker," lyder det i dag fra Marie Buss.

Det har vi spurgt DF om:

- Køber I forklaringen fra DR?

- Skulle Morten have gjort mere for at undersøge sagen, inden han gik på Facebook?

- Opslaget har jo fået masser af reaktioner. Gør det indtryk, hvis I på den baggrund har vildledt nogle af dem, som har set opslaget?

- Såfremt I ikke køber DR's forklaring, har I så planer om at gøre mere ved sagen?

Men meldingen fra Dansk Folkeparti er altså, at man ikke ønsker at sige mere om sagen.

SE og HØR rakte mandag middag ud til Maria Yde for at få en forklaring og høre, hvad hun tænker om politikerens opslag. Hun har set beskeden, som hun dog ikke har besvaret.

Sponsoreret indhold