
Medie: Så meget har DR-bossen Sandy French brugt på at køre med taxa

LÆS OGSÅ: Fed fyreseddel - så mange DR-penge får han
Tilbageholdenhed med pengene i DR er tilsyneladende ikke normen hele vejen rundt. Slet ikke i toppen af den skattebetalte mediegigant, skriver Frihedsbrevet i dag.
En frisk afsløring fra mediet viser, hvordan nyhedsdirektør Sandy French har kørt taxa for næsten 80.000 kroner. Og ofte på ultrakorte strækninger fra sit hjem til DR hvilket nemt burde kunne klares på en cykel eller gåben.
Frihedsbrevet dokumenterer således, at Sandy French i perioden 2020 til januar 2025 har taget minimum 521 taxature på licensbetalernes regning.
Jeg kommer ikke til at redegøre for hver enkelt tur
Alene en dag i september 2020 tog hun syv taxature, herunder den blot to kilometer lange tur fra hjemmet på Islands Brygge til DR Byen.
Professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, Bent Greve, kalder forbruget usædvanligt, skriver Frihedsbrevet.
Over for mediet forklarer Sandy French, at hendes omfattende brug af taxa blandt andet skyldes en sprængt akillessene i 2021 samt en diskusprolaps.
Hun peger også på bagage og møder i "ikke-cykelafstand" som forklaring på turene.
Alligevel viser gennemgangen, at 377 af hendes taxature har været kortere end fire kilometer, mens blot 80 ture oversteg den afstand.
Trods kritikken afviser French at beklage noget som helst:
"Jeg kommer ikke til at redegøre for hver enkelt tur, men jeg står fuldt ud på mål for de taxature, jeg har kørt for at kunne passe mit arbejde som nyhedsdirektør i DR," lyder det i et skriftligt svar.
- Det må vi sige er et fejljudgement
Det er i øvrigt ikke første gang, at der er kritiske historier ude om DR-toppens brug af borgernes penge.
Tilbage i 2017 havnede DR’s daværende nyhedsdirektør Ulrik Haagerup i stormvejr, da det kom frem, at han havde beholdt bonuspoint fra flyrejser betalt af licensmidler og som sin efterfølger Sandy French kørt "rigeligt i taxa".

Dengang lød forklaringen fra DR, at Haagerup ikke havde brudt nogen regler, men sagen førte alligevel til nye regler for brug af taxa, hotel, bonuspoint og rejser. Noget, der i dag virker som et halvtomt løfte.

Vildt frås: Fløj Langskildes hest over Atlanten
En tredje sag, der har givet DR voldsom kritik, udspillede sig i 2017, da det kom frem, at stationen havde betalt knap 70.000 kroner for at fragte USA-korrespondent Johannes Langkildes kones hest over Atlanten.
Udgiften blev dækket af licensmidler, og det fik kritikere til at ryste på hovedet.
Dengang måtte nyhedsdirektør Ulrik Haagerup erkende, at beslutningen var en fejl:
- Det må vi sige er et fejljudgement, sagde han til TV 2 og lovede, at noget lignende aldrig ville ske igen.
DR afviste efterfølgende at betale for hestens returflytning, når familien skulle hjem til Danmark.
Haagerup forklarede, at beløbet ikke havde skabt problemer i budgettet, men indrømmede samtidig, at det var uden for, hvad der kunne anses som rimeligt.