Anders Matthesen blev gift med sin manager: – Det er hende, der kører bussen

LÆS OGSÅ: Afslører: Lider af særlig sygdom
At møde den helt store kærlighed på arbejdspladsen.
Noget som har virket helt fantastisk for nogle, og noget som er et kæmpe no-go for andre.
For Anders Matthesen endte det heldigvis positivt at falde pladask for en i arbejdstiden.
I 2011 blev komikeren nemlig far til sønnen Spencer, som han har sammen med sin manager Cemille Rosenberg Matthesen.
Og som hendes efternavn afslører, er de også gift – noget de blev i 2013.
Da ”Anden” kiggede forbi DR-programmet ”En særlig samtale” var TV Glads reportere da også interesseret i at høre, hvorfor så mange i Matthesens branche vælger at blive gift med deres manager.
- Fordi de har set, at det har virket for mig, joker Anders Matthesen inden han fortsætter.
- Ej, jeg må lige sige, at jeg blev ikke gift med min… Jo, det gjorde jeg sgu da! Jeg skulle lige til at sige, at sådan var rækkefølgen ikke, men det var netop det, den var.
I ”En særlig samtale” fortæller altmuligkunstneren, at han ansatte Cemille som manager, fordi hun havde noget organisatorisk, som han ikke besad.
- Da jeg mødte Cemille, kunne jeg se, at hun havde en helt anden måde at køre business på. Og fem år senere blev det så noget andet.

Det endte nemlig med bryllup og senere sønnen Spencer.
Ægteskabet har også betydet, at Anders Matthesen har fået mindre at sige hjemme hos sig selv, hvor der klart er en chef i huset.
- Hvis det er noget med, hvordan huset ser ud, så har jeg ingen medbestemmelse. Overhovedet ikke. Jeg vil ikke sige, at jeg har meget kontrol over den daglige drift, men jeg er en fri mand. Jeg bestemmer, hvad jeg selv vil lave.
- Der er en (chef derhjemme, red.), og det er ikke mig. Vi kommer på flere sommerferie, end hvis det var mig, der kørte bussen. Så det er også godt nogle gange. Det er sgu hende, der kører bussen.
Hvordan scorede du din kone?
- Igen, det er hende, der kører bussen, siger han og modtager grin fra hele TV Glad-holdet.
Du kan se hele "En særlig samtale"-afsnittet med Anders Matthesen på DR TV eller 20.30 lørdag aften på DR.