
Medie: Prinsesse sendt til inkasso mens hun brændte millioner af på luksusferie

LÆS OGSÅ: Märtha Louises datter springer ud som biseksuel
Prinsesse Märtha Louise og shamanen Durek fejrede for et år siden deres bryllup, men nu vælter de økonomiske skeletter i den grad ud af de royale klædeskabe.
For bag glansen gemte der sig en opsigtsvækkende regning, som endte i inkasso, skriver SE og HØR i Norge.
Landmand Jon Erlend Vinje havde således 50.000 norske kroner til gode efter at have stillet sit område til rådighed og brugt utallige timer på forberedelser.
Regningen blev bare ikke betalt og måtte sendes til inkasso. Først i april i år fik han halvdelen af beløbet.
Også andre leverandører kæmpede for at få deres betaling. Alligevel havde brudeparret råd til en bryllupsrejse i millionklassen.
Turen gik til Bodrum i Tyrkiet, hvor de indlogerede sig i den luksuriøse Villa Maçakızı. Villaen har 11 soveværelser, privat vinkælder med over 4000 eksklusive flasker, egen brygge, spa, pool og mere end 50 ansatte til at opvarte gæsterne.
Prisen for herligheden? Op mod 470.000 norske kroner pr. døgn i højsæsonen, og ifølge hotellets direktør betalte Märtha og Durek fuld pris uden rabatter for deres ophold.
Direktøren forklarer videre, at den vanlige regning for stedets gæster - på et normalt ophold - lander omkring fem millioner norske kroner.
Det store spørgsmål er nu, om kampen med regningerne kommer med i den dokumentar, som Netflix har optaget undervejs.
Indtil videre er det dog uvist, hvornår programmet bliver vist. Heller ikke da Billed-Bladet forleden mødte prinsessen under modeugen i København, kunne hun give et klart svar:
- Vi ved endnu ikke, om det udkommer i år eller først til foråret, siger prinsesse Märtha Louise til mediet, men understreger samtiding, at programmet nok skal komme ud.
