LÆS OGSÅ: Skudoffer i Glostrup er bror til dansk skuespiller
En 32-årig svensker er blevet idømt livstid for sin rolle i drabet på en jordansk pilot for over ti år siden.
Det meddeler Stockholms Tingsrätt torsdag ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Baggrunden er en hændelse den 24. december 2014, hvor et jordansk fly blev skudt ned i Syrien.
LÆS OGSÅ: Voldsom eksplosion ved frisør i København: Tæt på drabssted i Tingbjerg
Piloten blev taget til fange af Islamisk Stat (IS), og den svenske mand er dømt for sin rolle i det efterfølgende drab på piloten.
Anklagemyndigheden skriver, at piloten på et tidspunkt mellem nedskydningen og den 3. februar 2015 blev tvunget ind i et metalbur, som der blev sat ild til.
En 22 minutter lang film blev bagefter spredt som IS-propaganda.
På filmen er en af de bevæbnede vagter blevet identificeret som Osama Krayem, der også er tidligere dømt for terrorforbrydelser i Paris i 2015 og Bruxelles i 2016.
Anklager Henrik Olin udtalte sig om propagandafilmen, da der blev rejst tiltale:
- Det her udgjorde et nyt, hidtil uset skridt i IS' voldspropaganda. Det rettede sig især mod staten Jordan, men også mod alle stater, som var en del af koalitionen mod IS.
Ifølge anklagen vidste Krayem, at gerningen skulle filmes og bruges til at fremme IS' sag. Han poserede angiveligt og gav instruktioner undervejs i forløbet.
I Stockholms Tingsrätt, som er første instans, valgte Krayem ikke at sige noget. Men han har tidligere hævdet, at han ikke vidste, hvad der ville komme til at ske.
Når retsprocessen i Sverige er ovre, skal Krayem sendes tilbage til et fransk fængsel. Han blev midlertidigt overdraget til Sverige i marts.
Videoen blev delt i løbet af 2015, og den jordanske politiske ledelse reagerede med stærk fordømmelse, hvorefter Jordan optrappede sin indsats mod Islamisk Stat i Syrien med blandt andet bombardementer.
Da Islamisk Stat havde mest magt fra 2014 til 2017, sad gruppen på store dele af Syrien og Irak.
Det såkaldte IS-kalifat kollapsede dog i 2019 i Irak og i Syrien efter en militærindsats med USA i spidsen.
IS er fortsat aktiv en række steder verden over.