LÆS OGSÅ: Voldsom dag på Roskilde Festival: Brugte trillebør som våben
Der bliver efter alt at dømme ikke "vasket" sager i politiet, konkluderer Rigsadvokaten efter en undersøgelse af afsluttede sager i politikredsene. Til gengæld sker der fejl i en større del af de såkaldte undersøgelsessager.
Undersøgelsen er foretaget af landets statsadvokater, efter at justitsminister Peter Hummelgaard i foråret satte den i værk. Det skete på baggrund af beretninger fra politifolk om såkaldt vask af sager.
Til DR fortalte politifolkene, at der i politikredsene bevidst bliver sprunget over, hvor gærdet er lavest for at lukke sager, og at det er en praksis, som er blevet udstukket fra ledelsesniveau.
Væsentlige efterforskningsskridt blev dermed udeladt, og i stedet for at en sag blev opklaret - og en gerningsmand blev dømt - så blev sagen lukket ned, måtte man forstå på de anonyme politifolk.
Justitsministeren har nu fremsendt undersøgelsen til Folketingets Retsudvalg.
- Det fremgår af tilsynsundersøgelsen, at der ikke er grundlag for at fastslå, at politikredsene bevidst og systematisk har undladt at foretage tilstrækkelig efterforskning, eller at sagerne er blevet henlagt eller sluttet på baggrund af usaglige hensyn, lyder det i følgebrevet fra Hummelgaard.
Dykker man ned i undersøgelsens tal, ser man at statsadvokaterne har undersøgt en stikprøve på 1193 sager, som er blevet henlagt eller afsluttet i politikredsene. Stikprøven er udtaget af en samlet sagsmængde på 10.880 sager.
Af de 1193 sager er 150 blevet gransket særligt nøje, og i 148 tilfælde har statsadvokaterne været enige i politikredsenes vurdering, mens der i de sidste to har manglet afhøring af relevante personer.
Men selv om undersøgelsen afviser, at der skulle ske en systematisk vask af sager, så afslører den et andet problem.
For mange sager oprettes som såkaldte undersøgelsessager og registreres ikke som straffesager, hvilket de burde.
En undersøgelsessag skal oprettes, når politiet ved anmeldelsen er i tvivl om, hvorvidt der er tale om et strafbart forhold og i givet fald hvilket.
Men på baggrund af oplysninger fra politikredsene har undersøgelsen fastslået, at fire ud af ti undersøgelsessager burde have været registreret som en såkaldt skarp sag, altså en straffesag, fra begyndelsen.
Rigsadvokaten oplyser, at flere af politikredsene har iværksat initiativer for at forbedre dette områder.