
Alexander led i "Bachelorette": Følelsesmæssig tortur
LÆS OGSÅ: KÆMPE DRAMA I "BACHELORETTE"
Man fristes til at sige, at de første par uger af "Bachelorette" har været en dans på roser for Alexander Wessel Rasmussen, som relativt hurtigt indtog favoritrollen til at vinde Mai Cermeños.
Trods hurtige kys og overnatningsdate har den 23-årige jyde nu mødt modgang, og i dagens afsnit kulminerer det hele i et voldsomt pres, som tog hårdt på ham.
Her chokerer Petra Nagel drengene med nyheden om, at der til dagens mingle også skal deles roser ud, og i Mais tilfælde er der kun tre blomster at dele ud.
Da Mai første gang snakker med Alexander, lader hun ham hænge og sender ham tilbage til de andre drenge uden en rose. Det fik forhåndsfavoritten til at gå i sort.
- Jeg ved fandme ikke engang, hvordan jeg har det. Jeg kan huske, at jeg bliver sendt tilbage og skal stå i en venteposition. Jeg ville hellere bare have plasteret flået af og vide, om jeg er købt eller solgt, fortæller Alexander til SE og HØR.
Man skulle ikke tro, det kunne blive værre... men det blev det.
- Det gjorde ondt, da hun gav Frederik en rose lige foran mig. Der gik alt igennem mit hoved, da hun gør det, fordi man står og tænker, hvorfor hun kan give ham en rose og ikke mig. Der følte jeg for første gang, at jeg var på vej ud, indrømmer charmetrolden.

Man skal ikke være en stor menneskekender for at konkludere, at Alexander er rigtig presset på det her tidspunkt.
Det bemærker de andre drenge også, og ganske sympatisk bliver han tilbudt et kram. Det bliver der dog svaret pænt nej tak til.
- Jeg er ikke sur, men jeg kunne mærke på det tidspunkt, at jeg ikke lige skulle have et kram. Der var ikke nogen, der skulle røre mig. Jeg skulle have lov til at være for mig selv, for jeg vidste ikke, hvordan jeg havde det, eller hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Følelsesmæssig tortur
Pinslerne får dog for en stund en ende for Alexander.
Efter at have været på pinebænken og i venteposition i en rum tid bliver han trukket til side af Mai, som nu har besluttet sig.
Heldigvis for Alexander ser hun stadig et lys i den blonde jyde, men det er først, da hun siger til ham, at hun lige skulle hente noget, at han føler sig sikker på at få en rose og gå videre.
Det er dog ikke længe, den tatoverede makker når at være glad for stadig at være i live i "Bachelorette". I samme ombæring skal han nemlig sige farvel Albert, Jakob og Mark, som nu er fortid i TV 2-hittet.

- Vi siger jo farvel til tre gutter, og jeg husker den dag som følelsesmæssig tortur. Først blev jeg sat i venteposition, og så trak Albert sig. Derefter nåede jeg lige at blive glad for at få en rose, og så skal to andre gode gutter hjem. Det var en rutsjebane af følelser, forklarer Alexander.
Det spidser for alvor til i kærlighedseksperimentet, og konkurrencer bliver mere og mere håndgribelig.
Det har også konsekvenser for forholdet mellem drengene, som igennem hele programmet har været gode til at snakke med hinanden og støtte op, når en havde det svært.
- Det blev sværere for mig at skulle dele ting om Mai med de mænd, som også datede hende. Det var svært, fordi de også er mine gode kammerater, og på nogle områder var det dem, som jeg havde mest lyst til at dele mine ting og følelser med, fordi vi forstod hinanden, indrømmer Alexander.
Den sympatiske jyde kæmper nu mod Nicolai og Frederik om at få Mais sidste rose i "Bachelorette".
