Påvirket af lattergas bragede mor ind i træ med 4-årig datter i bilen: Nu skal hun i fængsel
TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
LÆS OGSÅ: 4-årig datter endte i kørestol, efter mor bragede ind i træ - påvirket af lattergas
Thi kendes for ret.
Den 34-årige mor, der påvirket af lattergas og cannabis mistede bevidstheden og bragede ind i et træ på Tybjergvej uden for Tybjerg sidste år, er blevet straffet med ubetinget fængsel i et år og ni måneder.
Det fremgår af Østre Landsrets dombog, som SE og HØR har fået indsigt i.
Af dombogen fremgår det, at den 34-årige kvinde blev dømt i landsretten onsdag 18. juni.
Moren skulle møde op i Østre Landsret, efter anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde valgt at anke byrettens dom, som lød på 20 måneders betinget fængsel.
Anklagemyndigheden havde i landsretten nedlagt påstand om skærpelse, herunder at gøre straffen ubetinget, hvilket altså landsretten valgte at gøre.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra kvindens forsvarsadvokat Nicolai Berg i forhold til ændringen af dommen.
Men advokaten er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
4-årig datter i kørestol
SE og HØR har tidligere beskrevet den voldsomme ulykke, som fandt sted 16. februar i fjor på Tybjergvej uden for Tybjerg.
En ulykke, der i første omgang endte med at koste kvinden et år og otte måneders betinget fængsel for to tilfælde af vanvidskørsel.
I et af tilfældene havde kvinden sin fireårige datter i bilen.
Datteren endte med at blive kvæstet, da hendes mor - som var påvirket af lattergas og cannabis - mistede bevidstheden og kørte ind i et træ.
Datteren sidder i dag i kørestol som følge af ulykken.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var det fordi, at datteren er meget afhængig af sin mor, at den 34-årige kvindes fængselsdom blev gjort betinget.
Ulykken med datteren skete 28. september 2022. Det andet tilfælde af vanvidskørsel, som den 31-årige er dømt for, fandt sted cirka en måned tidligere.
Her overhalede hun både højre og venstre om biler på Holbækmotorvejen.
Derudover bremsede hun i København så hårdt op, at en bagvedkørende også måtte bremse.
Enormt hårdt presset
Op til ankesagen talte SE og HØR med Nicolai Berg, der var kvindens beskikkede forsvarer.
- Hun er enormt hårdt presset over, at hun skal i landsretten.
- Hun er en omsorgsperson for datteren og bruger alt sin vågne tid på det, fortalte Nicolai Berg til SE og HØR.
Ifølge ankesagens dombog har mor og datter også et meget nært forhold i dag.
En familierådgiver, som kommunen har hyret til at arbejde med kvinden og datteren, forklarede blandt andet, at datteren er meget afhængig af sin mor, hvorfor det ikke ville være en god ide, at moren bliver taget væk fra datteren.
Ifølge familierådgiveren har kvinden og datteren en god relation.
På den anden side forklarede et andet vidne, som var sagsbehandler på sagen, at hun oplevede, at kvindens hjem var meget kaotisk.
Ifølge sagsbehandleren er der nu truffet en afgørelse om en børnefaglig undersøgelse og en forældrekompetenceundersøgelse, eftersom der tilsyneladende er usikkerhed om, hvorvidt datteren er i trivsel.
Den 34-årige kvinde har spurgt kommunen, hvad der skal ske med datteren i den tid, hun skal afsone sin dom for vanvidskørsel.
Men ifølge kvinden har kommunen ikke ønsket at svare på dette spørgsmål.