Mor bragede ind i træ - påvirket af lattergas: - Hun er enormt hårdt presset
TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
LÆS OGSÅ: 4-årig datter endte i kørestol, efter mor bragede ind i træ - påvirket af lattergas
I februar 2024 blev en 32-årig kvinde idømt 20 måneders betinget fængsel for to tilfælde af vanvidskørsel.
I et af tilfældene havde kvinden sin kun fireårige datter i bilen.
Datteren endte med at blive alvorligt kvæstet, da hendes mor - som var påvirket af lattergas og cannabis - mistede bevidstheden og kørte ind i et træ.
Datteren sidder i dag i kørestol, 16 måneder efter ulykken fandt sted på Tybjergvej uden for Tybjerg.
Ved Retten i Næstved blev den 32-årige mor idømt et år og otte måneders betinget fængsel, men anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har valgt at anke dommen til Østre Landsret.
Og det er onsdag, at ankesagen skal for landsretten.
SE og HØR har været i kontakt med kvindens forsvarer Nicolai Berg, som oplyser, at kvinden er påvirket af, at sagen nu skal for landsretten.
- Hun er enormt hårdt presset over, at hun skal i landsretten.
- Hun er en omsorgsperson for datteren og bruger alt sin vågne tid på det, fortæller Nicolai Berg til SE og HØR.
Så et rådyr
Ifølge Nicolai Berg har anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anket dommen til Østre Landsret, eftersom de vil have straffen gjort ubetinget.
Den 32-årige kvinde var ellers tilfreds med byrettens dom, fortæller advokaten.
Ulykken med datteren skete 28. september 2022.
Ifølge politiet var datteren ikke spændt ordentligt fast, og hun som følge af ulykken havde mistet en del af sin førlighed, hvorfor sidder i kørestol.
Ifølge Nicolai Berg forklarede kvinden i byretten, at der kom et rådyr på vejen, hvorfor ulykken fandt sted.
Det andet tilfælde af vanvidskørsel, som den 31-årige er dømt for, fandt sted cirka en måned tidligere.
Her overhalede hun både højre og venstre om biler på Holbækmotorvejen. Derudover bremsede hun i København så hårdt op, at en bagvedkørende også måtte bremse.
Den 32-årige kvinde risikerer at komme i fængsel, hvis Østre Landsret idømmer hende en ubetinget fængselsstraf.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var det fordi, at datteren er meget afhængig af sin mor, at den 32-årige kvindes fængselsdom blev gjort betinget.