Massør voldtog klient, men må stadig behandle: - Udgør ingen fare

TIP OS: Kender du mere til sagen, eller har du været udsat for lignende? Del din viden i en fortrolig mail til patrick@sh.dk
LÆS OGSÅ: Tessie Skovly meldt til politiet IGEN
Retten i Lyngby dømte tilbage i midten af juni en 49-årig mandlig massør for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, da han ved to episoder seksuelt seksuelt krænkede en ny kvindelig klient.
Det kostede manden en ubetinget fængselsdom på otte måneder, men anklagemyndigheden gik samtidig efter at fratage ham retten til at behandle piger og kvinder i et af retten fastsat tidsrum.
SE og HØR er nu i besiddelse af dombogen fra sagen, hvor de nærmere detaljer fra retssagen fremgår.
Sagen blev behandlet som en tilståelsessag ved Retten i Lyngby - anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi har valgt at acceptere dommen, fortæller de til SE og HØR.
Det blev massøren dømt for
Den 49-årige massør er blevet dømt for at have voldtaget den kvindelige klient ved to forskellige episoder ved andet seksuelt forhold end samleje.
Første forhold fandt sted i oktober sidste år på den nu dømtes klinik i Lyngby.
Her udførte han flere seksuelle overgreb på kvinden, mens hun lå på briksen - ifølge anklageskriftet gav kvinden ikke samtykke, ligesom hun var ude af stand til at gøre modstand.
Situationen udspillede sig igen i november måned, da kvinden på sit tredje besøg på klinikken igen blev udsat for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
- Hvad har skulderen at gøre med mine kønsdele?
Den 49-årige massør forklarede sig for retten, da han 11. juni i år tog plads på anklagebænken.
Her erkendte han uden forbehold, at han havde udsat kvinden for de seksuelle overgreb, men at han er meget opmærksom på, hvordan hans klienter responderer på hans behandling.
- Jeg mærkede på intet tidspunkt, at forurettede reagerede negativt, selvom jeg spurgte ind flere gange, udtalte han sig fra vidneskranken.
Kvinden lavede efter første seksuelle overgreb en ny aftale på klinikken en uge efter, hvor der dog ikke skete noget af seksuel karakter.
Det fik dog massøren til at få et indtryk af, at kvinden kunne lide første behandling, hvor han begik sagens første seksuelle overgreb.
Godt en uge senere - i starten af november - besøgte offeret igen massøren, hvor han igen udsatte hende for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Men denne gang reagerede kvinden.
- Hun spurgte ind til, hvad kønsdelene havde med hendes skulder at gøre, lød det fra massøren, som udtrykte sin skuffelse over sig selv.
- Jeg er grædefærdig over det og er meget ked af det på hendes vegne.

Dømt for voldtægt af klient, men udgør ingen fare for kvinder
Som tidligere nævnt erkendte massøren sig uden forbehold skyldig i sagens to forhold om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Retten fandt det derfor bevist, at den 49-årige behandler havde gjort sig skyldig i sagens forhold.
Men retten vurderer ifølge domsbogen samtidig, at massøren IKKE udgør en fare for fremtidige kvindelige klienter, hvorfor han fortsat må massere og behandle piger og kvinder.
"Retten finder ikke, at der er en nærliggende fare for, at tiltalte vil misbruge sin stilling som massør, og at der derfor ikke er grundlag for at frakende ham retten til at tage piger og kvinder i massagebehandling," skriver retten.
De argumenterer blandt andet med, at voldtægterne er begået over for en klient, som efter første forhold kom igen på en forudbestilt tid, ligesom de lægger vægt på den nu dømtes gode personlige forhold.
Den 49-årige massør blev i forbindelse med sagen tildelt en advarsel om udvisning, ligesom han skal betale en tortgodtgørelse på 20.000 kroner til det kvindelige offer og betale sagens omkostninger.