Krimi11. juni 2025

Massør dømt for voldtægt af kvinde på klinik i Lyngby

En 49-årig mand får otte måneders fængsel, efter han sidste år befølte en kvinde i sin klinik uden samtykke

En massør idømmes otte måneders fængsel, efter at han onsdag tilstod at have voldtaget den samme kvinde to gange ved andet seksuelt forhold end samleje i sin klinik i Lyngby.

Det er blevet afgjort onsdag i Retten i Lyngby.

I retten siger den 49-årige mand, at han har fortrudt, hvad han gjorde, og at han ikke havde "læst rummet", da han befølte hende på massagebriksen.

På trods af overgrebene bliver han ikke frataget retten til at behandle kvinder og piger i sin klinik.

Overgrebene fandt sted i oktober og november sidste år, da kvinden havde booket en ny type behandling i mandens klinik.

– Hun havde været inde hos mig cirka en uge forinden til sin første session. Her fik hun en god behandling, som hun var meget tilfreds med, siger han i retten.

Han fortæller, at hun bestilte en tid hos ham igen en uge senere, og at det denne gang var en ny type behandling, som han ikke havde udført før.

– Jeg gjorde hende opmærksom på, at det var en anderledes type behandling end den første gang, så hun ville være klar over det på forhånd.

– Det var en behandlingstype, jeg kaldte ”super slow senses-behandling”, og hun var den første kunde, der bestilte den, siger han.

Han tilstår, at han udførte flere seksuelle handlinger.

I øvrigt betegner han det som normal praksis, at man låser døren ind til lokalet, når der er andre massører til stede i klinikken.

Han siger, at der var en underlig energi i rummet, men erkender, at han fejlvurderede situationen.

Sagens dommer har ved dommen lagt vægt på sagens alvor som årsag til, at der ikke kan blive tale om en rabat i straffen på grund af tilståelsen.

Udover de otte måneders fængsel skal han betale 20.000 kroner i erstatning til den forurettede kvinde.

Han er dog ikke blevet frataget retten til at behandle kvinder og piger fremover. Retten vurderer, at han ikke kunne finde på at gøre tilsvarende igen.

Manden har modtaget dommen.

/>

Sponsoreret indhold