Nu advarer politiet festivalgæster: Andre unge kan være i livsfare

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Midt- og Vestjyllands Politi slår nu alarm efter, at to 16-årige gæster på Skive Festival torsdag måtte hastes på hospitalet.
De unge – en pige fra Nordjylland og en dreng fra Sjælland – havde indtaget et stof, der viste sig at indeholde det ekstremt farlige stof fentanyl.
Fentanyl er et syntetisk opioid, der er op til 100 gange stærkere end morfin og kan være dødeligt i selv små mængder. Og det er netop dette stof, der nu er fundet i omløb blandt unge til festivalen.
- Vi ved endnu ikke, i hvilken form de to 16-årige har fået stoffet, lyder det fredag fra vicepolitiinspektør Henrik Glintborg fra Skive Lokalpoliti i en pressemeddelelse.
- Den indledende efterforskning peger i retning af, at det kan have været puttet i noget, de har drukket.
Han understreger, at fentanyl også kan gemme sig i puff bars eller andre typer narkotika, hvilket gør det næsten umuligt for uerfarne unge at vide, hvad de reelt indtager.
- Stoffer skal man jo generelt holde sig fra, og man skal i hvert fald ikke indtage noget, man ikke ved, hvad indeholder, eller tage imod drinks fra andre, lyder det fra Glintborg.
Politiet er nu massivt til stede på festivalpladsen og arbejder tæt sammen med arrangørerne for at skabe tryghed.
En narkohund er samtidig sat ind, og patruljer bevæger sig rundt blandt gæsterne med øget opmærksomhed.
- Vores patruljer på festivalen vil naturligvis være ekstra opmærksomme på det her, siger Glintborg og opfordrer samtidig festivaldeltagere til at henvende sig, hvis de har set eller hørt noget mistænkeligt.
De to unge er nu udskrevet fra sygehuset, men politiet beder altså alle, der har informationer, kontakte dem på telefon 114.