KrimiI går (opd. I går)

To unge lagt i kunstig koma på Skive Festival

De unge havde indtaget det syntetiske stof Fentanyl

To unge deltagere på Skive Festival måtte torsdag lægges i kunstig koma efter at have indtaget stoffet fentanyl. Muligvis fik de uforvarende stoffet i en drik, oplyser politiet fredag.

De to, en pige fra Nordjylland og en sjællandsk dreng, som begge er 16 år, blev med ambulance torsdag aften kørt på sygehuset.

Fredag er de unge taget ud af kunstig koma og er ikke i livsfare, har TV Midtvest oplyst på baggrund af oplysninger fra lokalpolitiet.

Sagen har fået politiet til fredag eftermiddag at udsende en generel advarsel om, at fentanyl er i omløb ved Skive Festival.

Fentanyl er et kraftigt syntetisk opioid, som minder om det smertestillende middel morfin, men er mange gange stærkere.

Betjente forsøger nu at opklare, hvordan de to 16-årige blev forgiftet.

- Den indledende efterforskning peger i retning af, at det kan have været puttet i noget, de har drukket, siger vicepolitiinspektør Henrik Glintborg i en pressemeddelelse.

- Men fentanyl kan blandt andet også optræde i puff bars eller i andre narkotiske stoffer, tilføjer han.

Ordensmagten efterlyser i øvrigt hjælp fra borgere, der ved noget om sagen, eller som har set noget mistænkeligt på festivalen, der har sidste dag lørdag.

De to 16-årige er i øvrigt atter udskrevet.

Sponsoreret indhold