Krimi19. maj 2025

Jamaika står over for alvorlige anklager (igen): - Du kører bare over, ellers så skyder jeg dig

Anklagemyndigheden mener blandt andet, at Jamaika - ved vold eller trusler - har tvunget et offer til at køre ham rundt i København. - Kør, eller jeg skyder dig, skulle rapperen have sagt til offeret
Jamaika under Roskilde Festival tilbage i 2016.
Jamaika under Roskilde Festival tilbage i 2016.
 Foto: Christian Hjorth/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk

LÆS OGSÅ: Jamaika idømt fængsel (igen): Truede teenager på livet med stor køkkenkniv

Jamaika er endnu engang havnet i problemer.

For den dansk-somaliske rapper med det borgerlige navn Sharmarke Omar Ali, som senest i november 2024 blev dømt for at have truet en teenager på livet med en stor køkkenkniv, er tiltalt i endnu en alvorlig sag, der kan koste den 29-årige rapper en ny tur bag tremmer.

Det fremgår af sagens anklageskrift, som SE og HØR er i besiddelse af.

Sagen stammer tilbage fra en aften i september 2023, hvor Jamaika - ved vold eller trusler - ifølge politiet tvang et offer til at køre ham rundt i København.

Blandt andet fra Ingerslevgade til Enghavevej, Vigerslev Allé, Vej lands Allé og frem til Islands Brygge Metrostation i København, lyder det i anklageskriftet mod rapperen.

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi mener, at Jamaika denne aften satte sig ind på passagersædet i offerets Ford Focus og udtalte:

- Kør, eller jeg skyder dig.

Ifølge sagens anklageskrift forsøgte offeret flere gange under den ufrivillige biltur med Jamaika at holde for rødt lys, hvilket rapperen tilsyneladende ikke var tilfreds med.

- Du kører bare over (for rødt, red.), ellers så skyder jeg dig, skulle Jamaika have sagt til offeret, hvilket ifølge anklagemyndigheden var egnet til at fremkalde "alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd".

Anklagemyndigheden mener også, at offeret blev berøvet sin frihed, eftersom vedkommende ikke kunne undslippe i situationen.

- Fucking perker

Episoden med den ufrivillige bilkørsel er ikke det eneste forhold, som Jamaika er tiltalt for i sagen.

Anklagemyndigheden mener også, at den 29-årige rapper 9. januar klokken 07.10 på Scandiagade i København var voldelig, agressiv og udadreagerende.

Jamaika er tiltalt ved Københavns Byret.
Jamaika er tiltalt ved Københavns Byret.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Denne morgen skulle Jamaika flere gange højlydt have råbt "fucking perker" til en politibetjent, hvilket ifølge politiet var egnet til at forstyrre den offentlige orden.

Derudover ønskede Jamaika tilsyneladende heller ikke at forlade stedet, da politiet bad ham om det.

Rapperen endte med at blive anholdt denne morgen - men i forbindelse med sin anholdelse sparkede han med benene og spændte kraftigt op i armene, da han skulle lægges i håndjern, lyder det i anklageskriftet.

Derfor er Jamaika også tiltalt for at lægge hindringer i vejen for politiet.

Tramadol og hash

Anklagerne mod Jamaika stopper ikke her.

Ifølge sagens anklageskrift fandt Københavns Politi en pille med 1,5 tramodol hos Jamaika en nat i december på Gothersgade i København - pillen var ifølge politiet til rapperens eget forbrug.

Jamaika under Trailerpark Festival 2016 i København.
Jamaika under Trailerpark Festival 2016 i København.
 Foto: Samy Khabthani/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Og samme nat på Gothersgade fandt politiet angiveligt 0,68 gram hash hos rapperen - også til hans eget forbrug.

SE og HØR har været i kontakt med anklagemyndigheden ved Københavns Politi, som oplyser, at der er nedlagt påstand om fængselsstraf til 29-årige Jamaika.

SE og HØR forsøger at få en kommentar fra Mette Grith Stage, som er rapperens forsvarsadvokat i sagen.

Sagen skal behandles i Københavns Byret senere i maj.

SE og HØR følger sagen.

Fik ændret forvaringsdom

Jamaika blev tilbage i april 2021 idømt forvaring i en sag om et brutalt overfald, knivstikkeri, trusler og flugt fra politiet tilbage i 2019.

En forvaringsdom er en af landets strengeste straffe.

Men to år senere - altså i 2021 - ændrede landsretten forvaringsdommen til tre og et halvt års fængsel for grov vold og vidnetrusler.

- Jeg er meget glad på min klients vegne. Han har jo fået sit liv tilbage, lød det fra advokat Michael Juul Eriksen - som var rapperens forsvarsadvokat i sagen.

Jamaika blev fundet skyldig i at have angrebet en jævnaldrende mand med kniv i en opgang i Ti-Kanten i Esbjerg. Ved overfaldet i oktober 2019 slog og sparkede han også offeret.

Da offeret meldte overfaldet til politiet, blev han opsøgt og truet af Jamaika.

Nogle måneder forud for knivepisoden sparkede og trampede musikeren en mand i hovedet på en parkeringsplads i Vejle. Volden betød, at offeret brækkede sin højre kæbehule.

Sponsoreret indhold