
Simon Sears' mor sagde nej: - Jeg ville danse ballet

LÆS OGSÅ: Simon Sears er blevet far igen: – Denne jul var speciel
Han ville gerne have været let på tå iført et stramt trikot. Men mor sagde nej. Og dér døde Simon Sears’ hede drøm om at blive balletdanser.
Men selv om skuffelsen var markant, så kan biografgængere og tv-seere i dag glæde sig over, at hans mor nedlagde veto mod hans dansedrøm.
– Jeg ville gerne have været på den kongelige balletskole, men min mor sagde nej, fordi hun ikke syntes, at jeg havde disciplinen, fortæller Simon Sears til SE og HØR, da vi møder ham i forbindelse med dramaserien ”Generationer”, hvor han spiller Martin.
En rolle, han aldrig havde fået, hvis mor havde sagt ja til balletdrømmene.

– Jeg syntes i hvert fald, at ballet var flot. Det var ret smukt. Men i dag er det jo måske meget rart, når man tænker på alle de skader, som de også får. Ja, især med de ben, jeg har, og alt det fodbold jeg har spillet. Mine knæ er helt smadrede, afslører skuespilleren.
I ”Generationer” er det velkendte ansigter, Simon spiller sammen med. Som karakteren Martin er han gift med Rikke, der spilles af Rikke Eberhardt Isen, som han har et specielt forhold til.
– Vi var klassekammerater på Statens Teaterskole. Det er jo underligt, at man kender hinanden så godt. Så det er jo bare dejligt, fortæller han om samspillet med Rikke, som han dog aldrig flettede fingre med under studiet.
I serien er de et ægtepar, der har to børn på fem og otte år. Og den ældste af de to sønner har Simon Sears også et helt specielt forhold til. Det er nemlig hans egen søn, Skuli, der spiller rollen.

– Det har været fantastisk at spille sammen med ham. Det glemmer jeg ikke lige med det samme, lyder det fra den stolte far.
Internationalt miks
Udover Skuli har Simon og hans bedre halvdel, Ingibjörg, også sønnen Marlon og datteren Móey Lucia fra december.
De er et internationalt miks, for deres mor er islænding, mens deres far er halvt dansk og halvt italiener.
– Min far er italiener, men jeg kan desværre ikke tale sproget. Jeg forstår det meste, men mine forældre havde ikke lige overskud til at lære mig at tale det, siger han.

Hans far er i dag flyttet tilbage til Italien, hvor Simon Sears også har et hav af fastre, ligesom han har et nært kendskab til støvlelandet.
– Jeg elsker Italien. Jeg slapper altid komplet af, når jeg er der. Det er også det smukkeste land. Jeg kan gå rundt i Rom uden at fare vild, for jeg kender efterhånden alle steder, lyder det.
Havde han haft midlerne, havde han købt ferieresidens i sit andet hjemland, men huspriserne i Italien har gjort det umuligt. Til gengæld har han masser af familie, han kan bo hos, når han er i landet.
Drømmer om Hollywood
Et andet land trækker også i Simon Sears. Det er USA, hvor Hollywood godt kunne lokke ham.
– Ja, måske. Altså jo, jeg har jo lavet ”Shadow and Bone”, som også var en amerikansk produktion. Den havde da noget Hollywood over sig, og jeg vil gerne prøve noget mere, slår Simon Sears fast.

Som alle andre skuespillere lever han med den stress, det er aldrig at vide, hvordan den fremtidige indtjening ser ud.
– Man prøver på at sige til sig selv, at det skal nok gå. Prøve at visualisere det og manifestere det. Det er altid gået. Det skal nok gå, lyder det fra skuespilleren, der har flere projekter i år.
– Lige nu laver jeg en spillefilm, som jeg har filmet i 14 dage i Aarhus, og som jeg skal færdiggøre på Samos. Så det skal nok gå.
