Britt Bager køber kæresten ud af Hellerup-villaen: Går hver til sit

LÆS OGSÅ: Ikke et øje tørt hos Renée Toft Simonsen: Fik særlig gave af Thomas Helmig
Efter 13 år sammen er det slut.
Britt Bager og kæresten Esben Juhl Hansen er gået fra hinanden.
Det bekræfter hun over for SE og HØR.
- Det er korrekt, at Esben og jeg har valgt at gå fra hinanden - men som rigtig gode venner og et stærkt team for vores to dejlige drenge, siger hun til SE og HØR og tilføjer:
- Derfor er jeg også virkelig glad for, at vi nu er naboer og kan bevare den tætte hverdag som familie, nu bare på en ny måde.
På arbejdernes internationale kampdag overtog Esben således en 159 kvadratmeter stor lejlighed blot to huse længere nede ad samme vej, som sønnernes barndomshjem ligger.
Dermed bliver han ganske rigtigt Britts nabo.
Af Tingbogen fremgår det, at han har betalt små 11 mio. kr. for den herskabelige Hellerup-lejlighed. Købsaftalen blev underskrevet allerede i november sidste år og afslører, at bruddet ikke er helt nyt.
Moderaternes partisekretær har købt Esben ud af Hellerup-villaen, som de sammen købte i 2016. Det har kostet hende 8,5 mio. kr. at overtage det fulde ejerskab over villaen, som de betalte ni mio. kr. for i 2016.
Britt og Esben har sammen sønnerne Winston på 10 og Marlon på fire år, som nu kommer til at bo to steder – dog yderst tæt på hinanden.
I et interview med B.T. fortalte Britt i 2016, at det var Esbens humor, vid og værdier, der fejede benene væk under hende.
- Jeg faldt for Esben, fordi han er sjov, har sin egen nordjyske underspillede humor og er udstyret med et vanvittigt intellekt, samtidig er han et loyalt og kærligt menneske og verdens bedste far. Vi har de samme værdier.
Nu er det imidlertid slut.