Hjerteskærende syn i Koombana Bay i Australien: Svømmer rundt med sin døde unge

LÆS OGSÅ: Sørgende spækhugger slipper sin døde baby – efter at have båret den i 17 dage
Flere bekymrede borgere henvendte sig til myndighederne, efter de tidligere på måneden overværede et hjerteskærende syn i den såkaldte Koombana Bay i det vestlige Australien:
Her svømmede en sørgende delfin ved navn Suru rundt med sin døde unge på snuden.
Det triste syn fik straks The Dolphin Discovery Centre til at monitere delfinen, som rigtig nok havde mistet sin nyfødte unge – og herefter valgte at bære den rundt på sin snude i flere dage.
Ifølge eksperterne er det normalt for delfiner at sørge over tab – som f.eks. når en nyfødt delfinunge dør.
I sådanne tilfælde vælger moren oftest at bære rundt på sin unge i 2-7 dage, hvor hun sørger for at beskytte den døde unge mod farer.
Det bevirker dog, at moren sætter sig selv i fare. Heldigvis kunne eksperterne fra The Dolphin Discovery Centre konstatere, at andre delfiner fra hendes flok ikke veg fra hendes side.

- Hun tager sig af sin unge, men hviler eller sover ikke, lige som hun ikke spiser. Hun er derfor sårbar overfor rovdyr i den periode, og det var derfor godt at se, at hun ofte var i selskab med Cracker, Shadow, Silhouette og Reflexion (andre delfiner, red.), der beskyttede hende, udtaler centrets eksperter ifølge ABC South West.
Fredag den 11. februar kunne man dog konstatere, at Suru havde sluppet sin døde unge, der herefter var skyllet i land. Delfinungen er nu ved at blive obduceret for at fastslå dødsårsagen. Det er dog alment kendt, at dødeligheden blandt delfinunger er på mellem 30-50 procent.
Det er ikke kun delfiner, der bærer rundt på døde unger. Det samme ses hos spækhuggere, der er den største art af delfiner.
I sommeren 2018 – og igen i januar i år – opdagede forskere, at spækhuggeren Tahlequa bar rundt på en død kalv ud for Puget Sound i Washington.
Havbiologer har gennem mange år forsket i, om særligt spækhuggere og delfiner sørger.
Selv om man ikke har kunnet bevise det med 100 procents sikkerhed, er det i dag eksperternes klare overbevisning, at de intelligente pattedyr har en ganske veludviklet emotionel intelligens, og at de dermed kan føle en form for sorg.