
Niels Hausgaard dropper pension: Vendelboen bli’r ved

LÆS OGSÅ: Niels Hausgaard døde i 18 minutter
Den lune vendelboe, der er kendt for både sin varme facon og skarpe satire, fylder 80 år lørdag den 31. august.
Med sin guitar under armen har Hausgaard siden 1972 givet os danskere et lunt rap over nallerne med sine sange og tekster, og det har han altså tænkt sig at blive ved med.
For selv om han for længst har nået en alder, hvor det ville være helt naturligt at trække sig tilbage og nyde et roligt og velfortjent otium, så er pension ikke noget, der trækker i nordjyden.

Blot én ting kan få ham til at stoppe med at optræde.
– Det er kun, hvis publikum ikke gider længere. Så længe de gider, så gider jeg også. Og så kan jeg fortsætte, til jeg er 100, har Niels Hausgaard tidligere sagt til TV 2 Nord.

Og alt tyder på, at den nordjyske troubadour stadig har det sådan. 80-års fødselaren har i hvert fald været på turné hele foråret i år.
Sidste år udgav Niels Hausgaard bogen ”Når vi ånder i takt”, hvori han fortæller, at hans syn på døden er blevet ændret efter han selv mødte den for en stund.
En februardag for otte år siden fik Hausgaard hjertestop på et hotelværelse i Aarhus morgenen efter en optræden i Grenå.
Heldigvis var hans manager vågen og fik tilkaldt hjælp – og sørgede for at yde førstehjælp, indtil ambulancen kom frem. Efter 18 livløse minutter kom Niels Hausgaard til live igen.

Og faktisk var oplevelsen af at dø slet ikke så slem.
– Jeg mærkede en uendelig fred og var egentlig lidt ked af at blive kaldt tilbage, fortæller Niels Hausgaard i bogen.
– Jeg mærkede fred og blødhed. En tilstand, der var så dyb og behagelig, så rar. Det skal man ikke være bange for, hvis det er på den måde, man engang skal dø.
Heldigvis har vi her på jorden stadig glæde af Hausgaard og publikum elsker ham. På sin forårsturné ”Åh Boomer” spillede Hausgaard for udsolgte sale.

Folk blev vrede
I 2022 ramte sorgen Niels Hausgaard, da hans elskede kone gennem næsten 50 år, Gitte, mistede livet efter længere tids sygdom.
Og da Hausgaard pludselig blev alene, håndterede han tabet ved at arbejde sig igennem det – og det var der mange, der havde en holdning til.
– Dagen efter hun blev bisat, tog jeg videre på turnéen, og det fik jeg mange vrede reaktioner på. Folk mente, jeg var overfladisk, og det viste, mente de, hvor ligeglad jeg var med hende.
– Intet kunne være mere forkert, fortæller Hausgaard i bogen ”Når vi ånder i takt”.
