Niels Hausgaard døde i 18 minutter: Tænker på det hver dag
LÆS OGSÅ: Folk blev vrede da Niels Hausgaard spillede videre
En februardag for syv år siden har ændret 79-årige Niels Hausgaards liv. Den dag fik han hjertestop på et hotelværelse i Aarhus morgenen efter en optræden i Grenå.
Heldigvis var hans manager vågen og fik tilkaldt hjælp – og sørgede for at yde førstehjælp, indtil ambulancen kom frem. Efter 18 livløse minutter kom Niels Hausgaard til live igen.
Siden den oplevelse har den lune nordjyde dag efter dag brugt en stille stund på at forestille sig at dø igen.
For det var faktisk slet ikke så slemt.
– Jeg mærkede en uendelig fred og var egentlig lidt ked af at blive kaldt tilbage, fortæller Niels Hausgaard i sin nye bog ”Når vi ånder i takt”.
– Jeg mærkede fred og blødhed. En tilstand, der var så dyb og behagelig, så rar. Det skal man ikke være bange for, hvis det er på den måde, man engang skal dø.
Straks på arbejde
I bogen forklarer han også, hvorfor han straks efter sin genopstandelse tog ud at optræde igen.
Lægerne havde ellers opfordret ham til at holde et halvt års pause, fordi det var naturligt at blive ramt af en depression efter en så voldsom oplevelse.
– Det kan godt være, at det er det rigtige for nogle, men hvis jeg skulle have sat seks måneder af til at gruble over, hvad der var sket, var jeg da først blevet deprimeret.
– Jeg var også midt i en turné, så jeg kunne ikke bare tage hjem til Hundelev, det ville jeg ikke, fortæller han i bogen.
Fortsætter karrieren
Det er en sjældenhed, at Niels Hausgaard deler ud af sine inderste følelser i offentligheden, og nyheden om hans hjertestop blev da også holdt tilbage i lang tid.
I stedet fortalte hans manager dengang, at Hausgaard måtte aflyse et par optrædener, fordi han var blevet ramt af en lungebetændelse.
12 dage efter hjertestoppet stod han så på scenen igen, og hvad der måske lød som resterne af en grim lungebetændelse på hans stemme, var i virkeligheden generne af en lang række af brækkede ribben, som havde taget skade under den voldsomme genoplivning på hotelværelset.
I dag, syv år senere, optræder Hausgaard stadig, og har også kalenderen fyldt godt op til næste år, hvor han turnerer med showet ”Åh, boomer”.