
Flot fødselar: Modelgreven Nikolai fylder 25 år

LÆS OGSÅ: Grev Nikolai taler om fremtiden
Den 28. august 1999 smykkede han dronning Margrethe med den fornemme titel farmor, da han som den første af otte børnebørn kom til verden på Rigshospitalet.
Som nuværende nummer seks i arvefølgen og medlem af Danmarks vel nok mest eksponerede familie, er Nikolai vokset op i rampelyset.
I en skilsmissefamilie, hvor mor og far har været ualmindeligt gode til at enes og sætte børnene først.

Siden har vi fulgt ham til offentlige begivenheder gennem årene, men det var først, da greven rundede de 18 år, at vi for alvor lærte ham at kende.

I februar 2018 dukkede han pludselig op på catwalken under den engelske modeuge. Den umanerligt kønne greve sprang således ud som model, og hvilken debut.
Siden har han slået sit royale navn fast og har ageret model for store modehuse som Cartier og Dior.

Kort efter sin runwaydebut kunne han sætte flueben ved gymnasiet. Efter tre års slid på Herlufsholm, gik han derfra med eksamenspapirer, studenterhue – og Benedikte Thoustrup.

For han havde ikke blot siddet med næsen i bøgerne i de tre år. En ung dame fangede Nikolais blik, og de har ikke set sig tilbage siden.
Som det sig hør og bør ifølge de kongelige traditioner, tog Nikolai i militæret, men efter blot to måneder måtte han sande, at det var den helt forkerte vej for ham og stoppede før tid.

En beslutning, hans mor og far bakkede fuldstændig op om.
– Prinsesse Marie havde forinden spurgt mig, om jeg nu var helt sikker på, at det var en god idé for ham. ”Er du sikker på, at han er den type?”.
– Jeg slog blot ud med armene og sagde: ”Selvfølgelig er han det!”, afslørede prins Joachim efterfølgende i et interview med Billed-Bladet om prins Nikolais beslutning, som han tog sin del af ansvaret for.
– Når det nu er sådan, og når jeg har overpacet, så skal der ikke ske ham en uret, fortalte Joachim videre tilbage i 2018.

Her går grev Nikolais kæreste, Benedikte Thoustrup, model til modeugen
På eventyr med Bene
Modelgreven og hans hjertenskær har siden gymnasiet fulgt hinanden i tykt og tyndt, så da Nikolai blev optaget på Copenhagen Business School, hvor han læste Business Administration and Service Management, søgte hun ligeledes ind og blev optaget på Sales and Management.
I 2021 læste parret et semester i Paris og sidste år snuppede de et semester i den australske storby Sydney.

I sommer kunne parret begge fejre to veloverståede eksaminer, og greven blev kandidat i erhvervsøkonomi.
Ferien tilbragte de på det franske familieslot Cayx, hvor de har haft god tid til at snakke om, hvad de drømmer om i fremtiden. Der er dog ingen konkrete karriereplaner.
– Nu har vi ligesom haft en låst sti på CBS de sidste fem år, så nu må vi se, hvad der skal ske bagefter, lød det, da SE og HØR mødte Nikolai på Kunsthal Charlottenborg under modeugen for nylig.

End ikke hans 25-års fødselsdag, som venter lige rundt om hjørnet, er planlagt.
– Ingen idé, jeg har ingen planer. Det kan være, det bliver en stor fejring, men jeg tror det ikke. Det bliver nok noget med nogle venner og familien.

Deler private billeder: Grev Nikolai på ferie med sine søskende

Drama om titlerne
Stoltheden lyste ud af dronning Margrethe på balkonen med sit ældste barnebarn i armene. Forholdet mellem farmor og sønnesønnen led dog et gevaldigt knæk, da hun i 2022 traf den hårde beslutning at fratage Nikolai og hans tre søskende deres prinse- og prinsessetitler med få dages varsel.
Adskillige måneder gik uden farmor mælede et eneste ord til Joachim og hans side af familien, selv om de offentligt gav udtryk for, at de var enormt påvirkede og kede af situationen.
– De har hele tiden vidst, at dagen ville komme, for når de giftede sig, ville deres titler forsvinde. Som Nikolai sagde, så ville det altså ske, når han selv ville og det ville blive på en glad dag, har grevinde Alexandras privatsekretær Helle von Wildenrath Løvgreen efterfølgende udtalt til B.T. I stedet føler de sig nu straffet og som om, de har gjort noget forkert.
Kongehuset begrundede beslutningen med, at dronningen ønsker, at børnebørnene skal have mulighed for at forme deres egen tilværelse i højere grad.