Sport3. juni 2024 (opd. 5. september 2024)

Niklas Landin stopper på landsholdet

OL bliver hans sidste store indsats
Niklas Landin har spillet 273 landskampe for Danmark.
Niklas Landin har spillet 273 landskampe for Danmark.
 Foto: Mikael Rieck

LÆS OGSÅ: Niklas Landin stadig ude med øjenskade

Håndboldmålmanden Niklas Landin stopper på landsholdet efter de olympiske lege i Paris til sommer. Det siger han til TV 2 Sport.

Målmandsgiganten har forsvaret Danmarks ære i hele 273 kampe.

Landin, der to gange er blevet hædret som verdens bedste håndboldspiller, stopper efter en karriere spækket med triumfer, herunder fem guldmedaljer fra EM, OL og VM.

- Det er en beslutning, som har været længe undervejs, men jeg føler, at det er det rigtige tidspunkt nu. OL i Paris er det perfekte punktum.

- Der er ikke noget, jeg hellere vil end at slutte af med OL-guld, siger han til tv-stationen.

Med landsholdet har han været i samtlige slutrunder, siden han fik debut for Danmark i 2008.

Det er blevet til guld ved både EM, VM og OL.

Ved VM er det blevet til guld hele tre gange - i 2019, 2021 og 2023. EM-guldet kom i hus tilbage i 2012, mens OL-guldet blev hentet i 2016.

- Landsholdet har givet mig de største oplevelser inden for håndbold, og jeg er sindssygt stolt over, at jeg har spillet med de årgange, der har spyttet det ene kæmpetalent ud efter det andet.

- Mest af alt er jeg stolt over, at vi har kunnet sammensætte det til et fantastisk landshold, som jeg også tror, at Danmark kommer til at have de næste mange år, siger Niklas Landin.

Selvom det nationale farvel nærmer sig, vil Landin fortsætte med at trylle i målet på klubplan hos Aalborg Håndbold.

Han ser frem til at nyde en velfortjent pause i januar, som traditionelt har været reserveret til landsholdsslutrunder.

Med et håb om at kunne præstere på højeste niveau i længere tid, vil Landins fokus herefter være på at bidrage til succes for Aalborg.

Sponsoreret indhold