Elle har fundet plagiat i Katherine Diez-artikel
LÆS OGSÅ: Ikke hendes første stormvejr: Her har Katherine Diez gjort sig bemærket før
På magasinet Elle er der en ganske særlig grund til, at man – i modsætning til Berlingske – har valgt helt at fjerne Katherine Diez' skriverier, mens man undersøger dem for eventuelt brud på ophavsretten i forbindelse med den verserende plagiatsag.
Der er nemlig allerede fundet et eksempel i en af de tre artikler, Diez har skrevet for Elle, fortæller chefredaktør Cecilie Ingdal i "Presselogen":
– Hos os er der fundet en krænkelse eller i hvert fald en meget stor lighed i en ret stor passage, og vi ser selvfølgelig rigtig alvorligt på det her.
Katherine Diez har stadig kun udtalt sig om sagen i et opslag på sin Instagram-profil, og her fortæller hun også, at hun ikke kan udelukke flere eksempler, hvor hun "skulle have kildehenvist".
På Elle er der tale om tre artikler, som alle er blevet deaktiveret fra magasinets hjemmeside, mens de undersøges for plagiat. Går de andre artikler fri, bliver de igen lagt ud på sitet, men indtil da er de altså ikke at finde, fortæller Cecilie Ingdal.
– Jeg har også haft fat i Katherine, selvfølgelig for at høre om hun måske kunne komme i tanke om selv, om der findes andre eksempler. Hun er ikke vendt tilbage endnu, lyder det fra chefredaktøren, som mener, det er et fair skridt, Elle har taget med beslutningen om at fjerne alle skribentens artikler.
Samtidig understreger hun, at hun ikke dømmer Katherine Diez, og at hun og Elle har været glade for det samarbejde, de har haft med den skandaleramte influencer, der i medier og især på debatforummet Reddit, som gravede de første eksempler på plagiat frem, bliver dømt for at blive lidt for inspireret af andres tekster.
– Personligt har jeg menneskeligt rigtig ondt af hende lige nu, det er virkelig, virkelig hårdt det, hun er udsat for. Det er hårdere, end jeg kan huske, jeg har set i lignende sager, og det synes jeg ikke, hun fortjener. Jeg synes, det er helt off. Men selvfølgelig er vi enige om, at hun måske har begået noget, som ikke kan undskyldes.
Katherine Diez tog torsdag 18. januar bladet fra munden og erkendte plagiat.
– Min arbejdsmetode opfandt jeg i løb, mens min karriere tog fart, og jeg fik aldrig skabt en tilstrækkelig ansvarsfuld struktur, forklarede hun blandt andet.
Sagen om Katherine Diez fik sin begyndelse på Reddit, hvor en række netbrugere spottede mistænkeligt mange ligheder mellem Diez' tekster og tekster skrevet af andre journalister og forfattere.
Samme dag kunne MSD Danmark meddele, at de havde valgt at sætte det samarbejde på pause, som de ellers havde indgået med litteraturentusiasten i oktober.