Krimi31. oktober 2023

Anklager om tidligere "X Factor"-stjerne: Skal fem måneder bag tremmer

Anklagemyndigheden mener, at den tidligere kvindelige "X Factor"-stjerne skal i fængsel i fem til seks måneder for grov vold
Sne og slud i Pilestræde 23. december 2012. (Foto: Lars Rievers/Scanpix 2012)
Den tidligere "X Factor"-deltager er anklaget for at have overfaldet en 7-eleven-ekspedient særdeles voldsomt her på Pilestræde i København tilbage i december måned.
 Foto: Lars Rievers/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Voldsom video afspillet i retten: Tidligere "X Factor"-stjerne kastede breezer på ekspedient

Står det til anklagemyndigheden ved Københavns Politi, så skal en kvindelig tidligere "X Factor"-stjerne mindst fem til seks måneder i fængsel – det samme gælde de to mænd, som også er tiltalt i sagen.

Det drejer sig om en voldsom episode i 7-eleven på Pilestræde i København 9. december sidste år.

Her er den kvindelige sangerinde under anklage for at have deltaget i et brutalt overfald på en 7-eleven-ekspedient efter en bytur sidste år - det samme er hendes ekskæreste og en fælles bekendt.

Sådan lød det fra anklager Julia Brandt-Jensen for kort tid siden i Københavns Byrets retssal 5.

Hun har netop afgivet procedure i sagen – og for hende er sagen ganske klar.

– De opfører sig aggressivt, truende og voldeligt overfor ekspedienten. Den vold, som vi ser, bliver udført, det stemmer overens med tiltalen, lød det skråsikkert fra anklageren.

Ifølge anklagemyndigheden er bevisbyrden løftet alene ved overvågningsvideoen – den forurettede i sagen nægtede tidligere at afgive forklaring, da han tog plads i vidneskranken.

Men det gør ifølge anklagemyndigheden ikke sagen mindre klar.

– Det er tydeligt, at det er de tiltalte, som eskalerer den her situation. De nægter at efterkomme ekspedientens opfordringer om at forlade butikken, lød det fra Julia Brandt-Jensen.

De tre tiltalte i sagen har ellers forklaret for retten, at de følte sig truet og provokeret af 7-eleven-ekspedientens opførsel over for dem, da han ville smide dem ud af butikken for at stjæle – hvilket de tre tiltalte nægter at have gjort.

– Ekspedienten opfører sig overordentligt flot. Vi ser ham godt nok have en flaske over hovedet, men han er tydelig i sit kropssprog – han vil have dem til at forlade butikken.

– Der er ikke nogen af dem, som ikke aktivt deltager i volden. Det er de tre mod ekspedienten, forklarede anklager Julia Brandt-Jensen.

Den indledende strafpåstand fra anklageren var fire måneders fængsel – men da overfaldet gik ud over en 7-eleven-ekspedient, mener anklagemyndigheden at overfaldet skal gå under straffelovens paragraf 247 stk. 2, da der er udøvet vold mod en person, som er særligt udsat for vold på grund af sit job.

Det kan ifølge straffeloven forhøje straffen med indtil det halve.

– Derfor lander jeg på mindst fem til seks måneders ubetinget fængsel for overfaldet, lød det afsluttende fra anklager Julie Brandt-Jensen.

Fik tårer i øjnene

Under dagens retsmøde er det kommet frem, at den tidligere "X Factor" stjerne blev anholdt og varetægtsfængslet i december måned sidste år i forbindelse med sagen – hun sad fængslet i 38 dage.

Det samme gjorde hendes tidligere kæreste, som også er tiltalt i sagen.

Efter anklagerens procedure var det sangerindens forsvarer, Hassan Mahmood, som skulle komme med sine afsluttende bemærkninger.

Han var ikke overraskende meget uenig med anklagemyndighedens strafpåstand.

– Min klient skal dømmes efter hendes egen forklaring, lød det fra forsvareren.

Tidligere under retsmødet kom det frem, at hun erkendte sig skyldig i såkaldt simpel vold, men nægtede sig skyldig i grov vold.

– Man skal jo ikke vælge at straffe hårdest muligt, og jeg mener, at betingelserne for en eventuel betinget straf er overholdt.

Forsvarsadvokat Hassan Mahmood lagde under sin procedure vægt på, at hans klient var dybt chokeret under den voldsomme episode, hvor 7-eleven-ekspedienten kastede hendes tidligere kæreste i gulvet.

– På videoen kan man se, at min klient er i chok, det er tydeligt, lød det fra forsvareren.

Under sangerindens personlige forhold kom det frem, at hun ikke er tidligere straffet, ligesom hun har gode personlige forhold i privatlivet. Hun er af retten beskyttet af et navneforbud, hvorfor SE og HØR ikke kan komme nærmere ind på kvindens identitet.

Da forsvarsadvokaten spørger hende ind til, om det vil være muligt for hende at beholde sit nuværende job ved en eventuel fængselsstraf, tager følelserne over.

– Det tror jeg ikke, lød det lavmælt fra den tidligere "X Factor"-stjerne, mens hun tørrede en tåre væk fra sin kind.

Den endelige dom skulle være blevet afsagt tirsdag, men grundet flere forsinkelser i løbet af dagen er domsafsigelsen udsat til midten af november måned.

SE og HØR følger sagen

Sponsoreret indhold