Mor til 13-årig pige er ulykkelig: – Det er et helvede
Opdateret: Artiklen er blevet ændret, så pigens navn og billede er fjernet, da hun er vendt hjem i god behold.
LÆS HER: Mor efter 13-årig datter blev fundet: – Verdens lykkeligste mor
– Jeg har det af helvedes til mildt sagt. Jeg ville aldrig ønske det for nogen.
Det er en sønderknust mor, SE og HØR har i telefonen, da vi snakker med Sarah, der er mor til den 13-årige, der nu er forsvundet på tredje døgn.
Teenageren forsvandt søndag aften fra sit bosted i Esbjerg, lige efter hun havde snakket i telefon med sin mor og lovet hende, hun ville lægge sig til ro og falde i søvn.
Sarah kan fortælle, at det var en ulykkelig datter, hun havde i røret, og det havde hun også været tidligere på dagen, da Sarah havde aflevere datteren på bostedet.
Blev mobbet
Ifølge hendes mor, havde datteren fortalt, at hun var ked af det, fordi hun blev mobbet i skolen, og hun fortalte sin mor, at hun ikke ville hen på skolen mandag morgen.
Flere gange søndag aften ringer den unge pige til sin mor, og hver gang var hun oprevet.
Hendes mor får hende dog talt til ro, og de to aftaler, at hun skal prøve at lægge sig til at sove. ”Vi snakkes i morgen,” sagde den 13-årige pige til sin mor, inden hun lagde på.
Efter deres sidste samtale går der dog ikke mere end 10 minutter, før Sarah bliver ringet op af en pædagog, der fortæller, at den 13-årige datter er forsvundet fra sit værelse, og vinduet stod åbent.
– Først tænker jeg, at hun nok bare har haft brug for noget frisk luft. Hun har før haft brug for at gå en tur, hvis hun var ked af det, men så er hun kommet hjem igen, fortæller Sarah og fortsætter:
– Men det, der bekymrer mig er, at hendes telefon er slukket, og vi ikke kan få fat i hende. Den plejer altid at være tændt. Hun er nærmest afhængig af den
Tager det seriøst
Sarah tør ikke tænke på, hvad der kan være sket med hendes lille datter. Hun håber bare på, at hun får hende hjem i god behold.
– Hvis jeg kan sige noget til hende (navn udeladt red.), så skal hun vide, at der er ikke nogen, der er sure på hende, og vi står ved hendes side.
Hun fortæller til SE og HØR, at hun har en fornemmelse af, at det her er noget, politiet heldigvis tager meget seriøst, og nu håber hun, at hendes datter snart giver livstegn.
– Vi vil bare gerne have et opkald om, at hun er okay.