Kæmpe kendisbombe: Jodie Turner-Smith og Joshua Jackson skal skilles

Se billederne: Jodie Turner-Smith poserer splitternøgen på balkon
Jodie Turner-Smith ønsker ikke længere at være gift med sin mand, Joshua Jackson.
Derfor har modellen og skuespilleren søgt om skilsmisse.
Det skriver sladdermediet TMZ.
Hun har begrundet sit ønske med at parret har ”uforenelige uenigheder” i forholdet.
I ansøgningen fremgår det ifølge mediet også, at Jodie Turner Smith ønsker, at parret får fælles forældremyndighed over deres datter, Juno, på tre år.
De to kendisser mødte hinanden i 2018 til musikeren Ushers fødselsdagsfest i Los Angeles. Herefter blomstrede kærligheden hurtigt for de to, der blev forlovet kort tid efter.
Jodie Turner-Smith begyndte sin karriere som model, hvilket hurtigt kastede små tv-roller af sig – blandt andet som sirene i serien ”True Blood”.
Hun debuterede på det store lærred i filmen ”The Neon Demon”, og har senest været med i den nye sæson af Netflix-succesen ”Sex Education”.
Joshua Jackson er også skuespiller og er bedst kendt for sin rolle som Pacey Witten i ungdomsserien ”Dawson’s Creek”.
Han har i nyere tid haft succes som Cole Lockhart i ”The Affair”.
Ifølge TMZ var der allerede i 2022 rygter om, at parret havde problemer med forholdet. Det skyldtes, at de var holdt op med at følge hinanden på Instagram.
Jodie Turner-Smith og Joshua Jackson blev dog set sammen til Oscar-uddelingen tilbage i marts og fik dengang manet rygterne til jorden.
Nu er snakken til gengæld en anden efter mandagens overraskende nyhed.
Bruddet er ikke det eneste i Hollywood for tiden. En anden Turner, nemlig Sophie Turner, er godt i gang med få sig en tilværelse uden sin mand, Joe Jonas.
Sidstnævnte ansøgte i september om at blive skilt, og det har kastet parret ud i en længere strid om, hvor deres to piger skal bo.