Fra i aften kan du vinke til Andreas Mogensen

LÆS OGSÅ: - Jeg elsker at kigge ned på Jorden
De kommende aftener kan man se Den Internationale Rumstation (ISS) på himlen over Danmark, hvis vejret tillader det.
Det skriver DR.
Dermed kan man vinke til danske Andreas Mogensen, der er en blandt flere astronauter om bord på ISS.
Rumstationen vil fredag aften bevæge sig ind i en bane over Europa.
Klokken 20.49 vil den fra Middelhavet bevæge sig op over det nordlige Balkan.
Derefter vil den bevæge sig videre til det sydøstlige Ukraine, hvor vi vil tabe den af syne efter et par minutter, skriver DR.
Når sollyset reflekterer i rumstationens solpaneler og i selve skroget, vil den lyse op. ISS vil ifølge DR være det mest lysstærke objekt på nattehimlen, når den ses fra Danmark.
Rumstationen kan ses de kommende 14 dage, men det vil kun vare få minutter hver gang.
Det skyldes, at den er 400 kilometer over Jorden og vil passere med en hastighed på næsten 28.000 kilometer i timen.