Voldsanklagede Antony deler WhatsApp-beskeder fra 'bedrager'

LÆS OGSÅ: Yderligere to kvinder anklager Antony for vold
Manchester United-spilleren Antony giver svar på tiltale vedrørende en beskyldning om overgreb fremsat af 33-årige Ingrid Lana i sidste uge.
Nu har han offentliggjort en række WhatsApp-beskeder i et forsøg på at miskreditere hende. Lana var én af i alt to kvinder, der sidste torsdag i Brasilien stod frem og rettede nye anklager mod ham.
Antony bliver efterforsket af politiet i Sao Paulo og Manchester, efter at hans ekskæreste Gabriela Cavallin beskyldte ham for at have overfaldet hende ved flere lejligheder. Antony har nægtet sig skyldig i alle anklager.
'Venter nøgen i sengen'
Antony hævder, at billederne viser den samtale, der leder op til mødet mellem ham og Lana, hvor Antony eftersigende har skubbet hende ind i en væg, mens han prøvede at kysse hende. Det beretter Daily Mail.
- Jeg har ikke lyst, men jeg bliver tvunget til at dele en smule af WhatsApp-samtalen med Ingrid, der viser, at vi kun havde et enkelt møde, der var intimt og med samtykke, forklarer han i en story på instagram og tilføjer:
- Sagen med denne bedrager vil blive afgjort i retten.
I en af beskederne fra skærmbillederne, angiveligt fra Ingrid, skriver hun i den anden ende, at 'hvis du har lyst, venter jeg nøgen i sengen'.
Mens undersøgelserne af Antony står på, er han blevet suspenderet i Manchester United, ligesom han er blevet smidt af det brasilianske landshold.