Galgenhumor og glimt i øjet: Familien fortæller om Darios sidste tid

For godt to måneder siden mistede Gertrud Campeotto sin store kærlighed gennem fem årtier og Filippo sin højtelskede far, Dario Campeotto. Tabet er stadig så nyt, at det føles, som om Dario blot er på turné.
Det fortæller mor og søn til BILLED-BLADET.
Men det er alligevel så småt ved at gå op for ”Angelique”-sangerens enke, at han ikke træder ind ad døren lige om lidt.
Men selv om det er en stor sorg, er det samtidig også en lettelse, fortæller Filippo til ugebladet.
- Han ville bare gerne have fred til sidst, og det fik han. Det var mandens eget ønske, så vi kunne ikke ønske andet for ham.

Gertrud og Filippo fortæller, at Dario havde glimt i øjet og galgenhumor til det sidste. Han kunne sågar finde på at sige: ”Jeg synger på sidste vers”.
- Han har været positiv i hele sygdomsperioden og ikke beklaget sig. Det er flot at være så frisk på sine sidste dage, når man er 84. Han levede et langt og lykkeligt liv. Han var aldrig syg, og han havde et dejligt liv i 84 år, og det må man være taknemmelig for, siger hun og fortsætter:
- Men det var forfærdeligt for ham bare at ligge og dø. Vi tænkte, at nu må den mand få fred, og det fik han så.
Dario måtte i januar 2022 aflyse sine spillejobs for at fokusere på sit helbred. Han var blevet ramt af kræft i bugspytkirtlen.
- Jeg havde håbet at kunne opfylde de job, der er i kalenderen, men de må foreløbig udsættes. Nu må jeg bruge alle kræfter på at blive rask, skrev han dengang i en mail til Ritzau.
Den 1. april sov han stille ind i en alder af 84 år.