Nyheder3. maj 2023

Centerchef i Høje-Taastrup Kommune beklager: Beboerne kan godt få saftevand

Pårørende og beboere fik sig noget af et chok, da de hørte, at saftevand ikke længere ville være standard på plejehjem i Høje-Taastrup Kommune
Ifølge centerchef i Høje-Taastrup Kommune har debatten og informationen om saftevand været præget af en række misforståelser og fejl, og nu beklager hun.
Ifølge centerchef i Høje-Taastrup Kommune har debatten og informationen om saftevand været præget af en række misforståelser og fejl, og nu beklager hun.
 Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

For knap en uge siden kom det frem, at ældre på plejehjem i Høje-Taastrup Kommune i stedet for saftevand fremover får tilbudt vand med smag af mynteblade, citronskiver eller limeskiver.

Men de seneste dages information og debat om servering af saftevand til beboerne på plejehjem i Høje-Taastrup Kommune har ifølge centerchef Charlotte Kaaber været præget af en række misforståelser og fejl.

Hun beklager nu, at inddragelsen af beboere og pårørende ikke har været god nok, og at det ikke har været klart for alle medarbejdere, hvad der gælder, skriver Sjællandske Nyheder.

Derfor har centerchefen tirsdag over for alle medarbejdere på kommunens plejehjem præciseret, at alle beboere, der ønsker saftevand, skal have saftevand, samtidig med at det er vand, der står fremme.

Pårørende kan også gøre opmærksom på, at der ønskes saftevand.

– Det har hele tiden været sådan, at beboerne har kunnet få saftevand, når og hvis de ønsker det. Men vi må erkende, at vi fra ledelsens side ikke har været gode nok til at sikre, at alle beboere, pårørende og medarbejdere har forstået dette, siger Charlotte Kaaber til Sjællandske Nyheder.

– Derfor er den nye ordning ikke alle steder blevet udført efter intentionen. Det beklager vi fra ledelsens side, slutter hun.

Sponsoreret indhold