Cecilie Uttrup Ludwig blev svinet til i podcast: Nu reagerer hun

Cecilie Uttrup Ludwig er elsket af cykelfans verden over for sit humør og sin ærlighed i interviews og ikke mindst evnerne på to hjul.
– Folk synes, hun er fantastisk i medierne, men blandt rytterne … Der er ingen, der kan lide hende.
– Hun er så irriterende en rytter. Hun skal altid råbe og skrige.
Sådan blev der sagt om danskeren i podcasten, og nu har Cecilie Uttrup Ludwig reageret på udtalelserne om hende.
– Man kan ikke være elsket af alle, og der er ikke nogen, der kan være venner med alle – og specielt ikke i et konkurrencemiljø, som cykling er. Det tager jeg stille og roligt, og nu fokuserer jeg på at cykle, sagde Cecilie Uttrup Ludwig kort før starten på søndagens Flandern Rundt, hvor hun blev nummer 29.
– Så har jeg ikke mere at sige til den sag. Vi går ud og giver den gas, som vi altid plejer, fortsætter hun.
Kvindernes Flandern Rundt blev vundet af belgiske Lotte Kopecky.
På herrernes side af Flandern Rundt var der større dansk succes. Her blev Mads Pedersen nummer tre, der måtte se sig slået af vinderen Tadej Pogacar og Mathieu van der Poel. Kasper Asgreen blev nummer syv.