Royalt besøg i Parken: Prinsesse Josephine og prins Vincent hepper også med

Det er et udsolgt Parken i København, der torsdag aften danner rammen om landskampen mellem Danmark og Finland.
Og det var da næsten heller ikke til at se skoven for bare kendisser, der stillede op til både fotografering og interviews på den røde løber foran den fremmødte presse inden kampstart.
Blandt andet var den garvede tv-vært Claus Elming, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, skuespiller Martin Brygmann og Cecilie Schmeichel og familie at finde blandt de mange fremmødte – men pludselig var der også royalt besøg.
Både prinsesse Josephine og prins Vincent troppede nemlig op på den røde løber. Og ud fra billedet at bedømme var humøret i top.
Hverken kronprins Frederik eller kronprinsesse Mary var dog til at spotte blandt de mange fodboldfans.
Kampen mellem Danmark og Finland blev fløjtet i gang klokken 20.45.