Sarah Mahfoud i sikker sejr: Slog tysk modstander
Der var fut i Mahfoud, da hun lørdag aften tørnede sammen mod tyske Lara Ochmann til Danish Fight Night-stævnet "A New Beginning" i Musikteatret i Albertslund.
Kampen måtte ud i alle ti omgange, men den 33-årige "Vild med dans"-vinder tog sikkert sejren og sikrede sig dermed WBC's Silver Championship-bælte.
Med sejren er hun et skridt nærmere en VM-kamp, hvor hun skal kæmpe om WBC's fjervægtsbælte.
Lørdagens triumf er noget af en oprejsning efter nederlaget i efteråret 2022 til Amanda Serrano, hvor hun tabte sit VM-bælte.
Her satte Amanda Serrano sine tre VM-bælter på spil, og havde Sarah Mahfoud sejret, ville hun have skrevet sig ind i bøgerne som en af de største nogensinde.
Nu fortsætter Mahfoud titeljagten, og hun har allerede udset sig næste mål.